Madfestival indtager Odense: Seks spisesteder er med

Efter den succesrige premiere med Moveat (Move + eat) i Odense i november med 200 gæster og udsolgt, vender by- og madoplevelsen 8. marts tilbage med nye spændende steder på programmet.
Det skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
Alle serveringer er klar og gæsterne kan glæde sig til en hyggelig lørdag eftermiddag med gåtur og velsmagende besøg på:
Restaurant Ribelli: Cremet risotto med fynske økosvampe, grønkålchips og røget vesterhavsost
Café Deilig: Braiserede okse-kroketter med gulerodspuré og -kompot, crudité og syltede rødløg. Dertil en skummende lys kalvesky
Drewsens: Vagtelæg-overraskelse med sprødt surdejsbrød og sortfodsskinke. Risottokugle på bund af trøffel. En variation af tre unikke oste
Gordon: Friske fynske kålskud med sesamcreme, flagesalt og ito togarashi
Hanzo: Kylling – Rød Karry – Svampe – Pak Choi – Kokosmælk – Ris
Surdejsbrødet Bageri: Rasmus’ kardemommesnurre og en kop kaffe
Det er også muligt at vælge en vegansk billet. De veganske serveringer kan ses på moveat.co
Læs også: Smørrebrødsdronning i spidsen: Ny café åbner i Odense Moveat (Move + eat) havde premiere i Danmark i september sidste år og er en ny by- og madoplevelse, hvor gode venner, kolleger, familien eller to på en date i løbet af en lørdag eftermiddag tager på gastronomisk gåtur og besøger 6-8 udvalgte spisesteder, der alle byder på en signatur-servering og viser deres værtskab og omgivelser frem.
Eneste faste holdepunkt er dagens første restaurant, som i Odense denne gang bliver Drewsens, og derefter nyder gæsterne resten af eftermiddagen de korte gåture fra spisested til spisested i præcis det selskab, tempo og den rækkefølge, de har lyst til.
Med Moveat-appen i hånden bliver de ledt på vej til næste ønskede destination via et dynamisk kort.
Hos Café Deilig ser man frem til at tage imod en masse glade gæster
”Vi glæder os til at være med igen, for det var bare en megafed dag i november, hvor hele teamet hjalp med at løfte opgaven.
Den energi der var, blev vi helt høje af! Den gode respons, vi fik af de mange gæster, der var forbi, og havde haft en god oplevelse, betyder enormt meget”, siger Malte Dalby Christensen, forpagter og kok, Cafe Deilig.