Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fire dage fyldt med musik: Mads Langer er hovednavn ved H.C. Andersens Festivals

Af Redaktionen

H.C. Andersen elskede musik, og derfor er det naturligt, at musikken har en stor plads på den odenseanske kulturfestival H.C. Andersen Festivals.

I år er det en af Danmarks dygtigste sangere, Mads Langer, der topper musikprogrammet, når han går på scenen i Kongens Have i Odense fredag 23. august.

Scenen i Kongens Have, der fredag 23. august også får besøg af Danser med Drenge og Rasmus Walter, er blot én af de scener, hvorfra festivalens gæster kan opleve musik i løbet af uge 34, hvor festivalen traditionen tro løber af stablen.

På Amfiscenen ved Brandts Klædefabrik er der gratis musik det meste af ugen, når blandt andre Nicklas Sahl, Barselona og Alexander Oscar kommer forbi, og i Musikteltet på Sortebrødre Torv vil der fredag og lørdag være koncerter med en stribe fynske musiktalenter.

Lagt op til fantastisk koncertaften

Det store musikprogram bringer da også smil frem hos festivaldirektøren.

”Det er et musikprogram, som vi er meget stolte af. Vores ambition med musikken er at sammensætte en varieret og alsidig palet til festivalens gæster, og det er i høj grad lykkes,” siger Peter Bøgholm og fortsætter:

”Vi er stolte over, at vi kan tilbyde en fantastisk koncertaften med Mads Langer, Danser med Drenge og Rasmus Walter. Jeg glæder mig også meget over striben af attraktive kunstnere på Amfiscenen, og så bliver det spændende at høre den fynske talentmasse i teltet på Sortebrødre Torv.”

Sydbank Fonden støtter musikken

Hos Sydbank er man fan af H.C. Andersen Festivals, og derfor har bankens fond valgt at støtte festivalens store koncert i Kongens Have med Mads Langer, Danser med Drenge og Rasmus Walter.

”H.C. Andersen Festivals er i høj grad med til at sætte Odense på landkortet. Det er med til at brande Odense som en attraktiv by, og den slags initiativer vil Sydbank Fonden rigtig gerne støtte.

Samtidig vil vi rigtig gerne være med til at give odenseanerne og fynboerne en fantastisk koncert til en billig penge, og derfor er det helt oplagt at støtte koncerten i Kongens Have,” siger Claus Braad Hansen, Områdedirektør i Sydbank.

Støtten glæder festivaldirektøren.

”Jeg er virkelig glad og meget, meget taknemmelig over støtten fra Sydbank Fonden, som gør det muligt for festivalen at tilbyde så fantastisk en koncertaften til en helt særlig pris,” siger Peter Bøgholm.

Rasmus Walter spiller også

Musiktalent på Sortebrødre Torv

Der er ganske givet mange af kunstnerne på Sortebrødre Torv, der drømmer om en dag at stå på samme scener som Mads Langer, Rasmus Walter, Nicklas Sahl og de andre kunstnere i Kongens Have og på Amfiscenen.

Og de er på vej.

Det er spillestedet Kansas City, der står bag Musikteltet på Sortebrødre Torv, der fredag og lørdag byder på nye musikere og up-coming bands fra det fynske talentmiljø.

Nogle har deltaget i det fynske talentudviklingsprogram MudMusic, mens andre repræsenterer noget af det bedste fra det fynske vækstlag. Og deres musiske spændvidde går hele vejen fra pop, rock og metal til punk og country.

Billetter til koncerten i Kongens Have koster 139 kr. og kan købes på hcafestivals.dk fra i dag.

Musikprogrammet på H.C. Andersen Festivals 2019

Onsdag 21. august:

Spacemakers, Amfiscenen kl. 20.00

Torsdag 22. august:

TBA

Fredag 23. august:

Mads Langer, Danser med Drenge og Rasmus Walter, Kongens Have fra kl. 16.00

Barselona og Marvelous Mosell, Amfiscenen fra kl. 21.00

Koncert i Musikteltet på Sortebrødre Torv fra kl. 15.00

Lørdag 24. august

Nicklas Sahl og Alexander Oscar, Amfiscenen fra kl. 21.00

Koncert i Musikteltet på Sortebrødre Torv fra kl. 15.00

Del artikel

Andre læser også