Magisk sommerbutik: Prøv kræfter med magi og rollespil i centrum af Odense
Efter en mørk vinter kaster en magisk sommerbutik lys over Odense i sommerferien, hvor børn blandt andet kan lege med magi og prøve kræfter med rollespil.
Hvordan kaster man magisk besværgelse? Hvordan spiller man rollespil med papir og terninger? Og hvordan lærer man at tegne en sej drage?
Mulighederne for at lære nyt er mange, når Magiske Dage Odense i sommerferien åbner den magiske sommerbutik i Vintapperstræde.
Butikken åbner mandag den 28. juni og lukker først igen den 31. juli, så der vil i hele sommerferien være spændende oplevelser i vente for børn og unge med hang til eventyr og magi.
Butikken holder nemlig åbent fra klokken kl. 10.00 til 17.00 hver dag, så alle får mulighed for at komme på besøg.
Alle aktiviteter koster 30 kr, og billetter kan købes her.
Liv og glade dage i byen
“Desværre måtte vi jo aflyse Magiske Dage Odense sidste år.
Festivalen vender heldigvis tilbage i efterårsferien, men jeg ved, at det kribler i fingrene hos personerne bag Magiske Dage Odense og alle festivalens faste deltagere, og derfor åbner vi allerede i sommerferien op for den magiske godtepose og inviterer eventyrglade børn og unge ind til en masse forskellige aktiviteter.
Jeg er sikker på, at det også vil medvirke til at skabe liv og glade dage i byen,” siger rådmand for By- og Kulturforvaltningen, Christoffer Lilleholt (V).
I en lang række af forskellige aktiviteter kan børnene blandt andet prøve kræfter med rollespil på papir – såkaldt pen&paper.
I samarbejde med butikken Faraos Cigarer giver sommerbutikken nemlig en introduktion til den særlige form for rollespil – og der vil også være mulighed for at se professionelle rollespillere udspille et eventyr omkring et bord.
Troldmandens lærling
Foruden en masse rollespil åbnes også den magiske workshop ‘Troldmandens lærling’, hvor byens fremtidige magikere blandt andet kan lære at lave magi, kommunikere med magiske væsener og tegne forskellige karakterer fra magiske universer. Man kan også lave havfrue-amuletter, hemmelige æsker, fe-huse til haven og meget, meget mere.
“Det var ærligt talt et chok for os, da vi blev nødt til at aflyse Magiske Dage Odense sidste år.
Det var selvfølgelig nødvendigt, fordi vi stod i en alvorlig situation med Covid-19, men det var et hårdt slag for os at skrotte alle vores planer og det store arbejde, som vi havde lagt i festivalen.
Derfor skal den magiske sommerbutik nok også ses som et resultat af, at vi simpelthen ikke kan vente til festivalen i efterårsferien.
Vi er sultne og vil i gang med at sprede noget magi og glæde i Odense allerede nu, og vi glæder os bare helt vildt til at tage imod en masse glade børn og unge i sommerferien,” siger projektleder for Magiske Dage Odense, Søren Dahl Mortensen.
Hvad: Magisk sommerbutik åbner
Hvor: Vintapperstræde
Hvornår: Den 28. juni, kl. 10.00