Trods stor efterspørgsel: Derfor tilbyder Storms Pakhus ikke takeaway
En nedlukning er en dyr “fornøjelse” for hele landets restaurantionsbranche.
Det er i øjeblikket ikke tilladt at have siddende gæster, hvilket gør det svært for spisesteder at tjene penge.
Dog må alle – uanset størrelse – tilbyde takeaway-løsninger, sådan at hjulene stadig kan holdes i gang i køkkenerne, og odenseanerne stadig kan få fingrene i mad fra deres favoritsteder.
Storms Pakhus skal opleves
Dog er det ikke alle, der griber denne mulighed. Heriblandt Storms Pakhus, der jo samlet set må råde over allerflest køkkener i Odense.
Der er dog stadig ingen udsigter til, at det er nogle, som Storms Pakhus vil tage i brug under nedlukningen.
“Mange af jer har efterspurgt Takeaway fra Storms Pakhus her under lockdown, men til syvende og sidst skal Pakhuset opleves, så indtil videre holder vi fast i håbet om en snarlig genåbning,” melder de selv ud om årsagen.
Den snarlige genåbning er ellers endnu engang blevet rykket af regeringen – og til TV 2 Fyn åbner Storms Pakhus da også muligheden for, at takeaway kan komme på tale på et tidspunkt:
“Det er svært at sige, om takeaway er løsningen. Vi skal også sikre os, at vi bliver dækket godt nok af kompensationspakkerne, hvis vi tilbyder takeaway,” forklarer Martin Bødker, der er direktør i Storms Pakhus.
Støt madboderne
En del af madboderne tilbyder alligevel takeaway på eget initiativ.
For eksempel Mr. Phan House’s foodtruck på Rødegårdsvej, Holy Fish via Ryan’s, Burger Anarchy fra deres restaurant i midtbyen.
Moe’s Taco er lige åbnet på Læssøegade og Joy slår straks dørene op for Baan Baan i gågaden. Masala Corner kører pt. Fyn tyndt med Indisk Street Food.
Storms Pakhus fortæller til TV2 Fyn, at de har tabt “nogle millioner” under corona-krisen. Alligevel formåede de at komme ud af 2020 uden røde tal på bundlinjen.