Efterlyser vidner i mystisk sag: Der er nok sket noget “dybt bekymrende”

Det er en efterlysning i en meget mystisk sag, som Patientforeningen nu kommer med.
Det sker på Facebook, hvor foreningen forleden bragte følgende opslag:
“Efterlysning af vidner
Patientavisen søger vidner eller pårørende til person, som blev transporteret med en af Søværnets helikoptere, som måtte opgive at lande på Dyrskuepladsen i Odense fredag den 2. juni eller lørdag den 3. juni 2023 i tidsrummet mellem kl. 18.00 og 24.00. På tidspunktet blev der afholt koncert for ca. 45.000 gæster.
Helikopteren var nødsaget til at lande på nærliggende fodboldbane. Personer som har kendskab til eller oplysninger om episoden er også velkommen til at kontakte Patientavisen ved redaktør Niels Jørgen Langkilde.
Henvendelse skal ske på telefon: 60393999 eller e-mail: patientavisen@gmail.com”.
Fyens.dk har forsøgt at finde ud af, hvad sagen og efterlysningen handler om men får denne kryptiske besked fra Niels Jørgen Langkilde:
“Vi har grund til at tro, der skete noget den aften, som er dybt bekymrende.”
Han ønsker ikke at uddybe sagen yderligere på nuværende tidspunkt.
Det gør Region Syddanmark heller ikke.