Masser af kød: Kendis-kok åbner Bøf- og Øl restaurant i Odense

Vi skal lige love for, at der sker ting og sager på Anarkist Beer & Food Lab.
Tidligere på ugen kunne vi fortælle om, at de snart afholder Fyns største øl- og cocktai lagersalg. Nu er de klar med endnu en fed nyhed.
Fra onsdag den 2. september til og med lørdag den 31. oktober er Anarkist Beer & Food Lab klar til at åbne dørene for det nye madkoncept, der kommer til at stå for køkkenet i brewpubben de næste to måneders tid.
Umut og Henrik Jyrk
Tidligere har Umut Sakarya med kæmpe succes rykket Guldgrillen Pop Up til Odense. Nu er en af Københavns mest kendte kokke igen draget til Odense.
Michelin-kokken Henrik Jyrk, som også stod bag den populære Red Tiger-popup i foråret, inviterer denne gang inden for til et madkoncept, der i høj grad appellerer til det kødelskende publikum.
Konceptet hedder øl & bøf og har i sin enkelthed som mission at få godt kød og gode øl til at gå op i en højere enhed.
I de to måneder vil du blandt andet kunne sætte tænderne i en ‘flat iron steak’ marineret i Anarkist Brown Ale, ‘rib on bone’, eller en god omgang spareribs.
Også mange andre lækre retter
Er du ikke til kødtunge retter, vil der på menuen også være en fiskeret med helleflynder, to slags salater, sprøde snacks, en isdessert med ølfudge, crumble og chokoladesauce.
Du kan også få serveret en række sides som f.eks. sprøde onion rings, pomfritter eller den gode gamle amerikanske klassiker, Mac & Cheese.
“Vi glæder os enormt meget til at have Henrik Jyrk tilbage i køkkenet på Anarkist.
Henriks kreative kompetencer, når det kommer til at kombinere vores specialøl med mad lavet på kvalitetsråvarer, er helt fantastiske.
Vi glæder os meget til at se, hvilke unikke smagsoplevelser Henriks mad og vores øl kan skabe sammen i løbet af efteråret,” forklarer Nicolai Pedersen, Anarkist Manager.
Åbner med gratis øl og smagsprøver
Anarkist x Øl & Bøf grand opening finder sted den 2. september fra kl. 17:00 – 18:00, hvor der vil være 100 gratis specialøl fra fad og 100 gratis smagsprøver på Henrik Jyrks berømte steak sandwich, man også vil kunne købe fredag og lørdag fra kl. 12:00.
En sjov lille detalje er, at det både er Henrik og hans hustru Suriya Jyrk, som står bag konceptet. De fleste danskere kender hende nok bedre som Heidi fra duoen S.O.A.P, Remee skabte i 90’erne.
Hvad: Øl & Bøf åbner som Pop Up
Hvor: Anarkist, Albanigade 20
Hvornår: Fra 2. september
Anarkist Beer & Food Labs åbningstider lyder som følgende
- Onsdag: kl. 15:00-22:00 (Køkkenet kl. 17:00 – 22:00)
- Torsdag: kl. 15:00-22:00 (Køkkenet kl. 17:00 – 22:00)
- Fredag: kl. 12:00 – 00:00 (Køkkenet kl. 12:00 – 22:00)
- Lørdag: kl. 12:00 – 00:00 (Køkkenet kl. 12:00 – 22:00)