Massiv kø: Storebæltsbroen spærret pga. uheld

Storebæltsbroen i retning mod Sjælland er lige nu lukket pga. et uheld.
Det oplyser Sund & Bælt på Twitter.
Meddelelsen kom kl. 18.10, og i første omgang var broen forventet åbnet til kl. 19.30 senest. Dette er dog nu udskudt til kl. 20.00.
Fyens.dk uddyber, at uheldet består i, at en trailer har lagt sig over på siden, og at det formentlig er forårsaget af de stærke vinde.
Der har været kraftig blæst det meste af søndag, og derfor har Sund & Bælt meldt ud, at de fraråder kørsel med vindfølsomme køretøjer. Dette varsel ventes ophævet klokken 22.
Uheldet har skabt massiv kø, og når oprydningsarbejdet er færdigt, vil det stadig tage et stykke tid før trafikken afvikles.