Har været lukket ned i to dage: Nu melder 7-Eleven ud om storstilet angreb
7-Eleven blev mandag morgen den 8. august ramt af et hackerangreb, som bl.a. har medført, at alle butikker lukkede på dagen, da man ikke kunne benytte kassesystemet eller modtage betaling.
Butikkerne forblev lukkede, indtil man havde dannet et overblik, og omfanget var bekræftet.
Det betød, at 7-Eleven butikkerne i Odense var lukket eller kun modtog kontanter både mandag og tirsdag.
Her onsdag kl. 12.30 er 110 butikker åbne, og genåbningen af 7-Elevens butikker fortsætter, så hurtigt det kan lade sig gøre.
Det skriver kæden i en pressemeddelelse sendt til MigogOdense.
Samarbejder med politiet
7-Eleven politianmeldte hændelsen mandag morgen og samarbejder med politiet og eksterne IT-eksperter om at komme til bunds i sagen, så man kan vende retur til normal drift snarest muligt.
Der er tale om et såkaldt ransomware-angreb, hvor de kriminelle har tiltvunget sig adgang til netværket og låst systemerne.
Sagen håndteres i samarbejde med politiet, og 7-Eleven kommer for nuværende ikke til at gå i yderligere i detaljer om efterforskningen, omfanget og konsekvenserne af angrebet.
7-Eleven har været i løbende dialog med interessenter, men der er intet, der tyder på, at kunder, samarbejdspartnere eller leverandører er ramt af hackerangrebet.
“Vores mål er at sikre trygge betingelser for alle – såvel kunder som medarbejdere.
I disse dage er vi i kontinuerlig dialog med kunderne via Facebook, Instagram samt på telefon. Det fortsætter vi med, indtil alle butikker igen er åbne,” siger Jesper Østergaard, adm. direktør i 7-Eleven, og fortsætter:
”Jeg vil gerne allerede nu takke købmænd og medarbejdere i såvel butikkerne som på servicekontoret for deres enorme indsats og omstillingsparathed, samt den store støtte og forståelse vi har modtaget fra kunder, leverandører og samarbejdspartnere.”
7-Eleven Delivery er ikke påvirket af angrebet og fungerer som normalt.