Ministeren deltager: Vær med til at plante ny skov i Odense

Danmark bliver meget rigere på skov og natur i de kommende år, efterhånden som arbejdet med den grønne trepart folder sig ud, og frem mod 2045 skal der rejses 250.000 hektar ny skov.
Søndag den 2. november kan alle danskere være med til at plante træer i det store plantearrangement ”DANMARK PLANTER – med Grøn Trepart”, som Naturstyrelsen og Klimaskovfonden står bag.
Et af stederne, hvor man kan deltage i træplantning, er Kirkendrup Skov ved Søhusvej 87. Her kan man være med til at plante flere træer og buske i en egeskov, der blev etableret af Kroggårdsskolen i 2024, så skoven kan blive endnu mere varieret.
Der tændes bål, man kan varme sig ved, og der vil være en varm drik. I Holmehave Skov ved Holtevej 76 er der udover skovrejsning også bål, opgaveløb og aktiviteter for børn. Minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) deltager i begge arrangementerne.
Minister for grøn trepart Jeppe Bruus siger:
”Vi vil gerne have, at alle kan være med til at skabe det nye grønne danmarkskort. Og jeg drømmer om, at alle børn engang i fremtiden kan sige, at de har plantet et træ i en af de danske skove. For når man er med til at skabe natur, passer man også bedre på naturen.
Skovene er med til at rense luften, beskytter vores grundvand og giver plads til mange dyrearter, men det også godt for os selv og for de kommende generationer at bruge naturen omkring os. Jeg håber, at mange vil være med til DANMARK PLANTER – med Grøn Trepart”.
Søndagens 17 plantearrangementer byder på mange forskellige oplevelser for store og små. Ét sted skal der plantes bynær skov, et andet sted skal nye buske gøre skoven til et bedre levested for fugle og insekter.
Der skal samles frø og bær, som skal spredes ud i de kommende skovområder, og der skal laves beplantning ved nye shelterpladser. Ved flere af arrangementerne i “DANMARK PLANTER – med Grøn Trepart” er der også plads til familiehygge med varm kakao, snobrød eller pandekager over bål.
FAKTA OM ARRANGEMENTET:
Søndag d. 2. november afholdes ”DANMARK PLANTER – med Grøn Trepart” flere steder i landet.
Se mere på www.nst.dk/danmarkplanter.
Der plantes blandt andet i Kirkendrup Skov ved Odense. Træplantning ved Søhusvej 87, Kirkendrup, 5270 Odense N kl. 14- 15.30. Der skal plantes flere træer og buske i en egeskov, der blev etableret af Kroggårdsskolen i 2024, så skoven kan blive endnu mere varieret. Arrangementet har fokus på, at vi skal have mere skov i Danmark for at beskytte grundvandet og sikre større biodiversitet.