Miraklet i Madrid: Anmelder sendt direkte tilbage til Arkaden 1994

Jeg husker det, som var det i går, den 22. November 1994 – kulden, spændingen og euforien på Odense Stadion, hvor OB allerede chokerede første gang og spillede nogenlunde lige op med mægtige Real Madrid på hjemmebane … returkampen i Madrid er jo intet mindre end kendt forboldhistorie.

Miraklet i Madrid på Odense Teater er derfor mere end bare en teaterforestilling – det er en walk down memory lane for os, der stod på stadion og senere ved Arkaden i Odense, med frysende fingre og varme hjerter.

Forestillingen er let og underholdende, fyldt med sjove episoder og lune grin, der gør det til en fornøjelse at følge vennegruppen, som 30 år senere forsøger at genskabe deres legendariske tur til Madrid.

Illusionen af en sammentømret venneflok, hvor rollerne fra ungdommen stadig hænger ved, er særdeles vellykket – man føler virkelig, at de har kendt hinanden hele livet.

Mikkel Bay Mortensen spiller desværre ikke længere rollen som Krelle på grund af en ankelskade han pådrog sig undervejs i forestillingerne, men det mærker man ikke, for Gerard Carey har overtaget med overbevisning og glider ubesværet ind i forestillingen.

Scenografien, en ikonisk Mercedes 508 diesel og senere en elbillader, sætter både den nostalgiske og nutidige stemning perfekt. Det fungerer i samspil med forestillingens underspillede humor.

Når det er sagt, rammer humoren ikke altid plet.

Enkelte scener bliver lige naive nok, og den insisterende brug af den fynske accent virker til tider lidt naiv – som om man vil gøre det hele lidt mere folkeligt, end det måske behøver at være.

Statisterne fortjener i denne forestilling en særlig applaus – de bærer flere OB-slagsangene frem med et flot akkompagnement og giver forestillingen en særlig udtryksfuld stemning.

Alt i alt er Miraklet i Madrid en hjertevarm hyldest til venskaber, fodbold og de øjeblikke i livet, hvor alt synes muligt til trods for nærmest umulige omstændigheder, eller sagt på en anden måde “Krelle, du spiller med bind for øjnene i overtiden… og du er bagud”

En forestilling, der både rører og får os til at le – også af os selv.