I flot selskab: Museum Odense er til OL i Paris med kongeparret

I dag bliver OL officielt skudt i gang.
Den olympiske flamme bliver tændt ved OL-åbningsceremonien på vandet i Seinen kl. 19.30.
Og til årets OL er Odense i den grad repræsenteret. H.C. Andersens Hus er nemlig taget til Paris i det flotteste selskab.
Selvom den store åbning af OL i Paris først finder sted i dag, fredag den 26. juli, var udviklingschef for H.C. Andersens Hus Mads Thagård Runge og museumsinspektør Kasten Kjer Michaelsen allerede i går med til at åbne Den danske Pavillon på Champs-Élysées sammen med selveste HM Kong Frederik og HM Dronning Mary, Kongehuset og mange flere.
Det skriver Museum Odense på Linkedin.
En af fire kulturoplevelser
H.C. Andersens Hus er i flot selskab med nogle af de fremmeste danske attraktioner, da de er blevet inviteret med som en af fire kulturoplevelser i en helt ny kunstinstallation, der både har faste installationer, men også byder på blandt andet koncerter, talks og børneaktiviteter.
Museet er også repræsenteret i en ny film, der er blevet skabt i samarbejde med VisitDenmark, Destination Fyn og VisitOdense, produceret af Goodwill Film.
”H.C. Andersen og H.C. Andersens Hus har endnu en gang manifesteret sig som et af Danmarks absolut stærkeste globale kort, og det betyder virkelig meget for museet, at HKH Kong Frederik og HKH Dronning Mary vælger at være med åbningen af Den Danske Pavillon.
I pavillonen bliver det bedste, som vi har at være stolte af derhjemme, vist frem for hele verden, og forhåbentlig vil udtagelsen til OL være med til at trække endnu flere internationale gæster til Odense og Danmark til glæde for også hoteller, restauranter med videre,” siger en begejstret Mads Runge ifølge Museum Odenses LinkedIn.
Alle med interesse kan besøge Den Danske Pavillion fra nu og helt frem til den 11. august.
Den kan findes på Triumfbuen og er dagligt åbent fra kl. 11-22.
Læs også: Ventetiden er ovre: Her er Fyns mest populære uddannelser