Jorden er så død, mor: Museum søger upcoming-musikere til særlige koncerter

Gør dig klar til en anderledes efterårsaften, når Carl Nielsen Museet inviterer til koncertserien “JORDEN ER SÅ DØD, MOR” – et musikalsk laboratorium, hvor tradition møder nutid.
Her får lokale musikere – både studerende fra SDMK og andre med mod på musikalsk eksperiment – mulighed for at skabe og opføre nye værker inspireret af Carl Nielsen. Hver koncertaften byder på to indslag á ca. 30 minutter, adskilt af en pause, hvor der kan købes drikkevarer.
Museum Odenses Formidlingsinspektør i H.C. Andersens Hus og Carl Nielsen Museet, Lotte Friis Nielsen siger om arrangementet:
””JORDEN ER SÅ DØD, MOR” er ikke bare en koncertserie – det er et sted, hvor tradition og nutid tør kollidere. Her er ingen regler om perfektion eller klassisk korrekthed – kun plads til følelser, idéer og fri kunstnerisk udfoldelse. Museet forvandles til et rum for fortolkning, fællesskab og musikalsk nysgerrighed.
Vil du medvirke?
Koncertserien er åben for både klassiske og rytmiske musikere – uanset om du/I studerer på SDMK eller ej.
Til koncerten inviterer vi jer til at lade jeres egen musik møde Carl Nielsens univers. Kan I genkende stemninger eller følelser i hans værker, som taler til jer? Er der sider af hans musik, der overrasker eller inspirerer?
Man behøver ikke at kende Carl Nielsen i forvejen – det vigtigste er nysgerrigheden og lysten til at finde sin egen indgang til hans musik.
Vi ønsker, at alle optrædende forholder sig til Carl Nielsen i deres musikalske bidrag. Det kan være i form af refleksioner, som I deler med publikum på aftenen – men allerhelst ser vi, at I komponerer et stykke musik specielt til lejligheden, inspireret af Carl Nielsen på den ene eller anden måde.
Sådan søger du:
Send din ansøgning senest d. 21. september til formidlingsinspektør Lotte Friis Nielsen på lotni@odense.dk.
Vedhæft:
- Pressemateriale og SoMe-links
- To repræsentative musiknumre
- Et par ord om dit forhold til Carl Nielsen – også hvis det ikke eksisterer
Det Carl Nielsen-inspirerede musiknummer behøver ikke indgå i ansøgningen – det kan komponeres til selve aftenen.
Praktisk info:
- Koncerter: 23. september, 21. oktober, 11. november & 9. december
- Tid: kl. 19.00–21.00
- Sted: Carl Nielsen Museet, Claus Bergs Gade 11, 5000 Odense
- Entré: Gratis
- Der kan købes drikkevarer