Intens duel: Kom til musikalsk gameshow og symfonisk vinsmagning

Er du til musik? Kan du lide vin?
Hvis du kan svare ja til begge dele, så er ‘Musikduellen II – Det endelig opgør’ lige noget for dig.
Den 1. og 2. februar inviterer Odense Symfoniorkester indenfor i Odense Koncerthus til et opgør mellem de to rivaler fra DRs Den Klassiske Musikquiz, Mathias Hammer og Frederik Cilius.
De to hovedpersoner er begge udannet fra blandt andet Det Jyske Musikkonservatorium. Frederik Cilius er bedst kendt for sin rolle som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm i satireprogrammet ‘Den Korte Radioavis’ samt DR-serien ‘Operarejsen’.
Mathias Hammer er en dygtig musikformidler i både radio, tv og foredrag, og så har han lavet podcasts om de danske komponister Niels W. Gade og Carl Nielsens symfonier. Sammen med netop Frederik Cilius er han fast holdkaptajn på Den Klassiske Musikquiz.
Aftenen byder på engagerende underholdning for publikum i et format, hvor det – lidt som et gameshow – gælder om at vinde publikums gunst.
De to duellanter er hjulpet godt på vej af Odense Symfoniorkester med dirigent Christian Øland samt solisterne Stefan Burchardt på violin og Rune Leicht Lund på violin.

Sammen skal de fremføre en sand parade af hits, som de to kombattanter hver især har udvalgt.
Sidst vandt Frederik Cilius knebent, så der er lagt op til en spændende revanche.
Inden koncerten, som varer omkring 2 timer og 15 minutter inklusiv pause, kan man tilkøbe vinsmagning med let anretning, hvor SG-gruppen præsenterer fire glas vin. Vinsmagning skal tilkøbes.
Sted: Carl Nielsen Salen, Odense Koncerthus
Tidspunkt: 1. og 2. februar klokken 19:30 (17:30 ved tilkøb af vinmenu)
Pris: A: 365 kr. – B: 315 kr. – C: 295 kr. – Studerende og unge t/m 29 år: 90 kr. (Vinsmagning: 299 kr./person)