Nægter at udstede bøder: Selv politiet har svært ved nye regler

De er blevet kritiseret for at være for uklare og svære at håndhæve.
Og nu viser det sig, at ikke engang politiet tolker reglerne på samme måde som ministeren.
Det skriver DR.dk.
Siden sommer har du med nye regler nemlig kunne få en bøde, hvis du kører på sommerdæk i snevejr.
Men hos politiet volder reglerne altså problemer.
Rigspolitiet mener nemlig kun, at man kan udstede en bøde, hvis køretøjet med de forkerte dæk er impliceret i et uheld.
Samme opfattelse har man hos Midt- og Vestjyllands Politi – nemlig at en bøde kræver en “hændelse.”
I andre politikredse er man gået mere firkantet til værks og har lavet deciderede razziaer, hvor man har tjekket bilernes dæktype. Det har man blandt andet gjort ved Københavns Vestegns Politi og Syd- og Sønderjyllands Politi.
Transportminister Thomas Danielsen (V) har også lagt op til, at bøden ikke skal være afhængig af “hændelser”.
“Når du kører ud ad døren, og det for eksempel sner, eller der er sjap, jamen så skal du have vinterdæk på. Og nu kommer det til at stå helt klart i lovgivningen, at ellers så vil det kunne give en bøde,” sagde transportministeren i et tidligere interview med DR.dk.
Nu går Rigspolitiet dog ind og kommer med fælles retningslinjer på området.
“Der skal kun udstedes bøde, hvis sommerdækkene er involveret i et uheld.
Det handler om, at vi skal kunne løfte bevisbyrden, og vi skal kunne bevise, at man har gjort noget åbenbart og åbenlyst forkert.
Det er det, det handler om,” siger Christian Berthelsen, der er politiassistent i Rigspolitiet, til DR.dk