Nærmer sig udsolgt: Startnumrene til Nytårsløbet bliver revet væk

Vil du afslutte året med frisk luft og smil og kickstarte det nye år med god energi og godt humør?
Så kom og vær med, når HCA Marathon sammen med løbebutikken Multiatleten traditionen tro inviterer til Nytårsløbet den 31. december 2025!
Efter et fuldstændigt udsolgt løb i 2024, går startnumrene endnu hurtigere i år – så vent ikke for længe, hvis du vil sikre dig plads til årets sidste og festlige løbeoplevelse. Med tre forskellige løbedistancer – 5 km, 10 km og 2,5 km for børnene, er der noget for både erfarne atleter, motionister og de mindste familiemedlemmer.
Start og mål finder sted ved Hunderupskolen, hvor der også vil være hyggeligt samvær både før og efter løbet.
Efter løbet kan du fejre indsatsen med et glas bobler og et stykke kransekage, mens vi ønsker hinanden et godt nytår! Skolen stiller også omklædningsfaciliteter og bad til rådighed for deltagerne.
Program for dagen:
- 10:30: Start på børneløbet (2,5 km)
- 11:00: Start på 10 km-løbet
- 11:05: Start på 5 km-løbet
Direktør for HCA Marathon, Erik J. Mogensen, udtaler:
“Nytårsløbet og HCA Marathon har gået hånd i hånd siden starten, og begge markerer deres 25-års jubilæum i 2025.
Det er en festlig tradition, som vi glæder os til at dele med løbere, deres familier, kolleger og naboer – og en fantastisk måde at få et godt afsæt til løbeåret 2026.”
Hos HCA Marathon glæder de os enormt til at byde løbere, deres familier og løbefællesskaber velkommen til dette festlige arrangement.
“Lad os sammen skabe en mindeværdig og festlig afslutning på året!,” lyder det fra arrangørerne.