Odense-forstad med vokseværk: Får 93 nye boliger

Der bliver virkelig bygget mange nye boliger i Odense i disse år.
Og nu har politikerne vedtaget, at endnu 93 boliger skal bygges.
Det skriver Byens Ejendom.
Det er Civica, der står bag projektet, hvor den 26.000 m2 store, tidligere slagterigrund i Næsbyhoved-Broby skal forvandles til rækkehuse og lejligheder.
Boligerne vil være fordelt på 32 rækkehuse i 1 plan, 25 rækkehuse i 2 plan og 36 lejligheder i 3 punkthuse på hver især 3 etager.
Lokalplanen for projektet blev vedtaget på et byrådsmøde den 4. oktober 2023.
“Det er altid dejligt og glædeligt, når nogen vælger at bosætte sig i Odense. Det vil vi gerne have mere af,” sagde rådmand for by- og kulturforvaltningen, Søren Windell (C), på byrådsmødet.
Boligerne kommer som sagt til at ligge på den gamle slagterigrund på hjørnet af Beldringevej og Bogensvej.
Det er meningen, at boligerne skal have en størrelse på mellem 65 og 112 m2, og at 25 procent af boligerne skal være seniorbofællesskab.