Nej, nej, nej: Hundelorte truer med at lukke kendt ishus

Det er et af Fyns mest kendte ishuse, der netop har lagt et opslag med en meget stor bøn ud.
Skårupøre Strandcafé, der ligger i Svendborg Kommune, er nemlig truet af lukning.
Men ikke, fordi der mangler kunder eller på grund af dårligt isvejr.
Nej. Problemet er simpelthen, at der ligger alt for mange hundelorte i området ved stranden og campingpladsen.
“Problemet er desværre blevet så stort med hundelorte på stranden og campingpladsens område, at lodsejer overvejer at lukke både p-pladsen og ishuset permanent for at gøre området mindre attraktivt for hundeluftning.
Det betyder helt konkret, at **2026 kan blive sidste sæson med ishus i Skårupøre.**
Det gør ondt at skrive.
Vi er en familievirksomhed, og vi lægger hele vores hjerte i stedet. Det handler ikke bare om is. Det handler om et samlingspunkt, lokale arbejdspladser, sommerstemning og et sted, som mange mennesker holder af.
Men vi kan ikke løse dette alene.
Derfor beder vi jer om hjælp:
**Saml op efter jeres hund og hold den i snor**
Brug skraldespandene
Bliv på stranden og lad ikke jeres hund løbe på campingpladsens område!
Vis respekt for området, naturen og de mennesker der bor, camperer og arbejder her!
Det er få menneskers adfærd, der risikerer at få enorme konsekvenser for alle andre.
Hvis situationen ikke ændrer sig, kan vi miste både p-pladsen og ishuset ved udgangen af 2026.
Så hvis Skårupøre også betyder noget for jer — hjælp os med at passe på det, før det er for sent,” skriver Skårupøre Strandcafé.
De afslutter opslaget med en opfordring til at dele opslaget og sprede budskabet.