Netop offentliggjort: Danmark indfører digitalt coronapas
For at holde hånden under dansk erhvervsliv lancerer regeringen et coronapas, der kan anvendes til at dokumentere vaccination mod COVID-19 i forbindelse med rejser, f.eks. til erhvervsrejsende.
Løsningen lanceres på Sundhed.dk ultimo februar og vil svare til COVID-19 test-passet, der i dag bruges som dokumentation for negativ test.
Det skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.
Regeringen sætter desuden gang i et arbejde med at udvikle et digitalt coronapas, som hurtigt og nemt kan udrulles, hvis den sundhedsfaglige vurdering tillader det.
Målet er, at coronapasset skal bidrage til en gradvis, forsvarlig og hensigtsmæssig genåbning i Danmark. Løsningen udvikles i et partnerskab med Dansk Industri, Dansk Erhverv og kulturlivet for at sikre, at det rammer den konkrete efterspørgsel. Passet skal desuden matche de krav, der stilles i EU.
Fungerende finansminister Morten Bødskov siger:
“Det er helt afgørende for, at vi kan genstarte det danske samfund, at virksomhederne kan komme op på fuldt blus igen. Mange danske virksomheder er globale virksomheder med hele verden som marked. Regeringen lancerer derfor hurtigt en løsning, der kan anvendes i forbindelse med rejser, og vil desuden undersøge muligheden for at lave et digitalt coronapas, der kan bruges i flere sammenhænge.”
Fungerende erhvervsminister Dan Jørgensen siger:
“Mange virksomheder i Danmark er afhængige af at kunne rejse for at udføre deres opgaver og holde forretningen kørende på et globalt marked. Coronakrisen har desværre givet svære betingelser for rejseaktiviteter ud af landet, men med udviklingen af et nyt coronapas til vaccinerede erhvervsrejsende, sørger vi for at teknologien er på plads til ændrede vilkår.”
Kulturminister Joy Mogensen siger:
“Regeringen går nu i gang med at undersøge, om der kan udvikles et digitalt coronapas, der kan bruges i forbindelse med genåbningen af Danmark. Løsningen bliver udviklet sammen med centrale repræsentanter fra kultur- og erhvervslivet for at sikre, at coronapasset rammer de konkrete behov hos virksomhederne og kulturlivet. På den måde kan vi designe et pas, der passer så godt som overhovedet muligt til erhvervslivets og kulturlivets vilkår.”
Det digitale coronapas skal være en sikker og genkendelig løsning for borgere og virksomheder og bygge på den stærke digitale infrastruktur på sundhedsområdet i Danmark.
Det er afgørende, at en bred anvendelse af coronapas sker på en sundhedsfagligt forsvarlig måde, så kontrollen med epidemien bevares.
På nuværende tidspunkt udestår der dog centrale afklaringer i forhold til vaccinernes effekt, f.eks. om man fortsat kan sprede smitten, selvom man er vaccineret. Derfor vil regeringen først senere tage endelig stilling til, om det digitale coronapas skal bruges til andet end rejseformål som led i en genåbning af Danmark.