Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Noget for enhver smag: Guide til Odenses bedste cocktailbarer

Af Kasper Junge Wester
(Foto: Privaten)
(Foto: Privaten)

Her på redaktionen har vi tidligere sat fokus på de mange gode ølsteder, Odense har at byde på, men er man mere til drinks og cocktails, skal man selvfølgelig ikke snydes for en guide. Derfor bringer vi her en guide til nogle af byens bedste beværtninger udi kunsten at mikse den perfekte cocktail.

Bar Rar

Bar Rar ligger godt gemt af vejen i kælderniveau på Dronningensgade, men det kan godt betale sig at slå vejen forbi. Stedets ’claim to fame’ er nemlig i høj grad de velmiksede og eksotiske cocktails, der leder tankerne langt væk fra vådt dansk sommervejr.

Bar Rar
Dronningensgade 2B
5000 Odense C

Grand Hotel Cocktail Bar & Lounge

Er du til stil på drengen og velmiksede klassikere, er Grand Hotel et fantastisk bud. Stedet har ry for at servere nogle af byens bedste cocktails, og omgivelserne er fantastiske. Er man heldig at være cocktailtørstig på en dag, hvor solen skinner, kan man passende indtage lækkerierne omgivet af botanik på tagterrassen.

Grand Hotel
Jernbanegade 18
5000 Odense C

Privaten

Et af de nyeste skud på stammen på den odenseanske cocktailscene er natklubben Privaten, der slog dørene op i 2015. Her er der garanti for de perfekte lounge-rammer til at indtage en drink fra det velvoksne udvalg af nytænkninger af diverse cocktailklassikere eller Privatens egne signaturcocktails.

Privaten
Jernbanegade 3, 1. sal
5000 Odense C

Amy’s Bar & Winehouse

Amy’s kalder sig selv en klassisk bar for voksne mennesker, der er skabt med inspiration fra lignende steder i Barcelona. Amy’s betegner sig selv som liggende i krydsfeltet mellem café, restaurant og værtshus, og når sulten melder sig, kan dine cocktails suppleres med lidt lækker, sydlandsk tapas.

Amy’s Bar & Winehouse
Jernbanegade 12
5000 Odense C

Noé Vinbar

Centralt beliggende i Kongensgade finder du Noé Vinbar. Som navnet indikerer, handler det først og fremmest om vin, men man går også op i gode cocktails. Faktisk holder steder ’Cocktail Hours’ fra klokken 23 og til lukketid – her får du to cocktails for én cocktails pris.

Noé Vinbar
Kongensgade 31B
5000 Odense C

UBN

Hos UBN ligger fokus på den søde, amerikanske whiskey-variant bourbon, hvis hovedingrediens er majs. Der er rig mulighed for at prøve en lang række cocktails lavet med bourbon, men naturligvis kan man også bestille alle klassikerne.

I skrivende stund udgøres cocktailkortet af 27 forskellige kvalitetsdrinks.

Som en lille – men meget vigtig – nota bene kan det tilføjes, at alle drinks på UBN laves med 6 cl. spiritus, så det er ikke kun smagen, der fejer benene væk under dig.

UBN
Asylgade 3
5000 Odense C

Goma

På den japansk-inspirerede restaurant Goma kan man prale med mere end 40 forskellige slags gin i baren samt et utal af muligheder for cocktails, som man jo passende kan indtage efter et lækkert måltid mad.

De mange forskellige gin giver muligheder for at prøve en lang række ginbaserede drinks eller måske en nytænkning af ginklassikeren over dem alle: G&T?

Goma
Kongensgade 66-68
5000 Odense C

Del artikel

Andre læser også