Sidst blev de revet væk: Nu kan du igen købe en af de klassiske postkasser

Interessen for at købe en af PostNords ikoniske røde postkasser har været stor, siden PostNord i marts 2025 meddelte, at virksomheden fra 2026 ikke længere skal levere breve men fokuserer på pakkerne.
For PostNord har det været vigtigt at sikre postkassernes efterliv, give danskerne mulighed for at få et stykke kulturhistorie og samtidig støtte et vigtigt formål.
Danskerne tog meget positivt imod muligheden, da de første 1000 postkasser blev sat til salg. Hundredtusindvis af danskere forsøgte at købe én, og de blev solgt på få timer via føtex.dk.
Og nu er de sidste 200 på auktion via Lauritz.com.
Det skriver PostNord Danmark i en pressemeddelelse.Blandt dem finder man unikke og særligt udvalgte postkasser – fra kunstnerisk udsmykkede til postkasser fra ikoniske lokationer rundt om i landet.
Og selvfølgelig de klassiske røde postkasser, som har prydet gadebilledet i Danmark siden 1851.
“Det har været helt fantastisk at se, hvordan danskerne har vist så stor interesse i at købe et stykke kulturhistorie og samtidig støtte en vigtig sag gennem Danmarks Indsamling.
Nu glæder vi os over, at de sidste 200 postkasser sættes på auktion, så vi sammen kan få samlet penge ind til børn i glemte kriser,” siger Andreas Brethvad, Public Affairs- og Kommunikationsdirektør hos PostNord Danmark.
Byd frem til den 31. januar 2026
Postkasserne bliver sat på auktion via lauritz.com fredag den 16. januar kl. 9:00. Det er muligt at byde på postkasserne frem til den 31. januar 2026.
Alle postkasser har været i brug, og der vil derfor være forskel på deres stand, og hvad de udbydes til. I alt sættes 200 postkasser på auktion, herunder:
- Postkasser udsmykket af danske kunstnere. I alt er fire postkasser udsmykket af kunsterne Mille Kalsmose, Søren Dahlgaard, Rasmus Kolbe og Jes Brinch.
- Postkasser fra udvalgte historiske lokationer rundt om i landet.
- Ikoniske røde postkasser.
Alle indtægter går ubeskåret til Danmarks Indsamling, hvor temaet i år er børn i glemte kriser. Danmarks Indsamling sendes live på DR1 og DRTV den 31. januar 2026.
Danmarks Indsamling består af de 12 største nødhjælpsorganisationer i Danmark. Læs mere om Danmarks Indsamling, og hvordan du kan være med til at støtte ved at købe en postkasse her.