For træer og insekters skyld: Nu lader kommunen græsset stå

Det er slut med at slå græs i Odense Kommune.
I hvert fald visse steder.
Det skriver kommunen på Facebook:
“Græsset vokser nu vildt under de 1500-1600 træer, som står på de fem kommunale kirkegårde i Odense.
Vi er nemlig stoppet med at slå græsset under træerne – både for at passe på træerne og for at give insekter og andre smådyr flere landingspladser i det høje græs.”
Det er blandt andet brugen af græslåmaskiner, der risikerer at skade træerne.
“Træernes rødder ligger ofte højt i jorden, og de bliver nemt beskadiget af maskinerne, når græsset bliver klippet.
Hvis der kappes noget af roden, er træet i større risiko for at blive ramt af råd og svamp, og så risikerer vi, at træet går ud.
De ældste af træerne er 160-170 år, og de kan leve flere hundrede år endnu, så selvfølgelig skal vi passe på dem,” skriver kommunen.
De fem kommunale kirkegårde er Assistenskirkegården, Dalum Kirkegård, Fredens Kirkegård, Risings Kirkegård og Korsløkke Kirkegård.