Nu rammes Temu: Populære varer bliver ulovlige i Danmark

Det kan være slut med nogle af de helt billige køb fra Temu.
Fra 1. juli 2026 bliver det nemlig forbudt at importere og sælge bestemte varer fra udenlandske webshops – også når du selv klikker dem hjem.
Det fremgår af en udmelding fra Miljø- og Ligestillingsministeriet.
Forbuddet retter sig mod tøj, sko og imprægneringsmidler, der indeholder de såkaldte PFAS-kemikalier – stoffer, der blandt andet bruges til at gøre produkter vand- og smudsafvisende.
Og det er netop den type varer, der i stor stil sælges på platforme som Temu.
Gældende fra i år
Det betyder, at nogle af de produkter, mange danskere i dag køber billigt fra udlandet, snart ikke længere må importeres til Danmark.
Ifølge ministeriet kommer forbuddet også til at gælde privatimport.
Det vil altså ikke være lovligt selv at bestille eksempelvis jakker eller sko med PFAS hjem fra webshops uden for EU.
Beslutningen kommer blandt andet efter undersøgelser fra Forbrugerrådet Tænk Kemi, som har fundet PFAS i en stor del af testet overtøj fra internationale markedspladser.
Miljøminister Magnus Heunicke har tidligere kaldt fundene bekymrende og peget på, at PFAS kan skade både sundhed og miljø.
Forbuddet trådte formelt i kraft 1. juli 2025, men virksomheder får et års overgangsperiode.
Derfor bliver det fra sommeren 2026 ulovligt at sælge og importere de pågældende produkter.