ANDERSEN FOREVER: Nu starter flere måneder lang hyldest i Odense

Mandag går det løs.
Den store hyldest af H.C. Andersen, ANDERSEN FOREVER, får premiere og markerer dermed 150-året for digterens død.
Markeringen varer til langt ind i efteråret, og det betyder, at du fra nu og de kommende måneder kan deltage i og opleve stribevis af kulturelle tilbud, der er inspireret af H.C. Andersen.
Men inden vi når så langt, skal ANDERSEN FOREVER selvfølgelig skydes i gang – eller skal vi sige ringes?
For det hele starter mandag klokken 11.05, hvor kirkeklokker rundt om i Odense, Danmark og hele Norden ringer.
I en halv time vil hans tekster og sange som “I Danmark er jeg født”, “Danse, danse dukke min” og “Hist, hvor vejen slår en bugt” lyde fra kirkernes klokker på tværs af landegrænser som en fælles musikalsk hyldest til den danske digter.
Sådan markeres åbningen af ANDERSEN FOREVER i Odense:
Klokken 11.05: Kirkeklokkerne ringer
Klokken 11.05-13.00: Himmelhviskerne – H.C. Andersens dødsdag
En kunstnerisk happening i byrummet
Eventyrene bliver et scenografisk billedtæppe for optrinene, når den “tapre landsoldat” vender hjem fra krigen i “Fyrtøjet”, når tinsoldaten, støbes eller i fortællingen om “Den onde fyrste”, der bliver besejret af en enkelt myg, mens han på kunstige flyvende skibe vil ” (..) besejre Gud!”
Klokken 12 og 14: Eventyroplæsning i den smukke have ved H.C. Andersens Hus, hvor Torben Iversen fortæller og oplæser eventyret “Den gamle gravsten”. Varighed ca. 30 minutter.
Klokken 14-15: Mindegudstjeneste i Domkirken
Klokken 18.30: BEYOND HCA – Talk og åbning af fotoudstilling
H.C. Andersens liv og eksistentielle kriser – en samtale mellem litteratur og fotografi.
Hvordan undersøger man menneskesindet bag de berømte eventyr? Hvad sker der, når man lader lyset falde ikke på fortællingerne, men på den splittelse, længsel og gudsforbundethed, der ligger før dem? Det vil professor emeritus, Johannes Nørregaard Frandsen, og fotograf, Kim-Yen Nguyen, undersøge til åbningen af det fotografiske undersøgelserum, Beyond HCA i Brandts Klædefabrik
Klokken 19.30-22.30: De Udødelige Poeters Klub: H.C. Andersen og det danske sprog
På Studenterhuset går Sprogforsker Michael Ejstrup og H.C. Andersen forsker Torsten Bøgh Thomsen i kødet på alt det usynlige H.C. Andersenske sprog, der omgiver os i vores vendinger og hverdag. Og pludselig flettes popkultur på magisk vis sammen med ord og vendinger fra de gamle digte, eventyr og figurer, vi kender så godt.
Klokken 19.30: Skyggen
Odense Teater inviterer til et lydteater over H.C. Andersens ‘Skyggen’ på Store Scene.
Klokken 20-23: Live performance: Erindringsblomster
Tag på en stemningsfuld vandring gennem H.C. Andersens Hus og have, hvor vi hylder skaberkraften og ser på døden gennem eventyret og kunstens forsonende linse. Oplev live musik, dans, fortælling og kunst inspireret af H.C. Andersens fortællinger om døden og livet; dramatisk og drømmende, poetisk og rørende.