Ny dato: Broløbet Storebælt er flyttet til efteråret
20. juni skulle have været en stor dag på Storebæltsbroen, da Broløbet Storebælt for første gang siden 2017, skulle finde sted.
Men nu tvinger corona-krisen arrangørerne til at flytte det ambitiøse motionsløb til lørdag den 19. september 2020.
Er du allerede tilmeldt løbes, kan du automatisk deltage på den nye dato.
Hvis du ikke kan deltage dér, kan du gebyrfrit overdrage dit startnummer til en anden eller sælge din billet via en Køb/salg gruppe på Facebook.
Du kan desuden få refunderet din billet (fratrukket et håndteringsgebyr) frem til den 10. maj.
Alle tilmeldte får en mail med instruktioner i dag, mandag.
“Vi er fuldt ud klar over, at der er mange andre løb og arrangementer i september 2020, men løbsdatoen er valgt ud fra mange hensyn og det muliges kunst.
Vi har brugt rigtig mange ressourcer på at kæmpe for løbets overlevelse og de mange forberedelser, som et stort løb kræver.
Vi tager gerne endnu en omgang for at sikre et godt løb, og vi håber, at rigtig mange af jer også vil støtte op omkring Broløbet Storebælt og bevare det gode humør, fortsætte træningen og være klar til at krydse Storebælt den 19. september 2020,” skriver arrangørerne på Facebook.