Ny kaf’bar med fynsk navn åbner: Gratis kaffe til de 200 første kunder

Nu er der ENDNU en mulighed for at nyde en lækker kop kaffe lige midt i centrum af byen.
Storms Pakhus åbner nemlig sin egen kaffebar.
Den får det fabelagtige, fynske navn, “Tak for Kaf”, og ligger der, hvor Fino Vino lå før.
Fino Vino er så rykket en smule til højre.
Det fortæller Storms Pakhus på Facebook.
Frit valg
Her forlyder det også, at barpersonalet har været i skarp træning for at kunne kalde sig i hvert fald en form for baristaer.
Men fordi de stadig mangler en del gentagelser, har de valgt at give gratis kaffe – man vælger selv, hvilken slags – til de 200 første kunder.
“Det sidste skub skal selvsagt ikke koste jer derude en krone, så de første 200 kopper kaffe (frit valg!), der bestilles fra klokken 15.00 på fredag – de er helt og aldeles gratis,” skriver Storms Pakhus.
Tak for Kaf åbner i morgen fredag klokken 15.
Det sker samtidig med, at Storms Pakhus åbner igen efter at have holdt julelukket.