Ny skønhedsklinik i Odense C: En oase af velvære
Trænger din vintertrætte hud til lidt ekstra kærlighed? Eller elsker du bare at forkæle dig selv og komme helt ned i gear – særligt midt i en hektisk juletid?
Så er der godt nyt til dig.
En ny hudpleje- og skønhedsklinik ved navn Klinik Emma har nemlig slået dørene op på Tranevej 14 midt i Odenses charmerende Skibhuskvarter.
Holistisk tilgang til beautybehandlinger
Klinik Emma skiller sig på flere punkter ud fra de gængse hudpleje- og skønhedsklinikker.
For det første er klinikken baseret på en holistisk tilgang, og det skyldes indehaverens utraditionelle uddannelsesbaggrund.
32-årige Emma Josefine Stærmose stammer nemlig ikke fra kosmetologverdenen som de fleste af hendes konkurrenter. Hun er oprindeligt uddannet sygeplejerske, og den faglighed har hun taget med sig ind i beautybranchen i form af et mere helhedsorienteret perspektiv på sine klienter og deres udfordringer.
”Jeg startede Klinik Emma, fordi jeg drømte om at skabe en klinik med en holistisk tilgang til skønhed og velvære. Det er en tilgang, der betyder meget for mig. Jeg ser ikke blot på klientens hud, men på hele mennesket og dets ønsker og behov lige nu og her.
F.eks. kigger jeg bagom klientens hudproblemer og snakker med klienten om vedkommendes trivsel, stressniveau og kost for at finde den bedste løsning på klientens udfordringer.
Det giver de bedste og mest langvarige resultater. En sund og velplejet hud kræver nemlig en krop og et sind i balance, så derfor giver det god mening at tænke holistisk også i dette fag”, siger Emma Josefine Stærmose.
Bæredygtigt fokus
Den nyåbnede klinik adskiller sig også ved at have et stort fokus på bæredygtighed.
”Klima, miljø og bæredygtighed ligger mit hjerte meget nær, og derfor er jeg meget bevidst omkring mit valg af produkter. Jeg tænker meget over, hvad de indeholder, og hvordan de er produceret.
De skal være så naturlige og skånsomme som muligt, så alle kan bruge dem, og så vi undgår at belaste vores i forvejen hårdtprøvede miljø. Man kan sagtens opnå en sund hud uden, at det går ud over kloden, og uden at gå på kompromis med effekten af produkterne”, udtaler klinikkens indehaver og fortsætter:
”Jeg går bl.a. op i, at produkterne skal være veganske og certificerede, og langt størstedelen er også økologiske. Jeg gør mit bedste og udforsker hele tiden nye produkter i jagten på de mest bæredygtige og effektive produkter på markedet”.
Rolig uforstyrret oase
Derudover skiller klinikken sig ud ved at tilbyde særligt rolige rammer helt uden forstyrrelser, hvor klienterne kan koble af og tage en pause fra hverdagens hektiske liv.
”Det er vigtigt for mig, at der ikke er nogle forstyrrelser i min klinik. Det skal være et roligt og rart sted. Klienterne skal kunne komme helt ned i gear.
Så jeg har indrettet den dejligste lille oase af ren luksus og ro til behandlingerne i min lyse, indbydende kælder i mit hus, og samtidig har jeg sørget for god tid mellem klienterne for at undgå støj og hastværk.
På den måde kan jeg være fuldstændig nærværende og tilbyde klienterne trygge, afslappende omgivelser”, siger Emma Josefine Stærmose.