Her kan du smage på det allerbedste: Kom til hyggelig Gin-festival i Vintapperstræde

For første gang afholdes der gin-festival i Vintapperstræde, når det hyggelige event afholdes lørdag d. 8. juni.
Bag arrangementet står Amy Scarbrough, der blandt andet har arbejdet med spiritus og gin gennem en årrække.
Det er ikke helt tilfældigt, at denne dag er valgt, da det er ‘World Gin Day’, så alle har en god undskyldning for at nyde et godt glas gin.
Masser af gin for pengene
Konceptet er ret enkelt.
I bytte for sin billet til eventet får man poletter, så der er mulighed for at drikke hele 6 G&T blandt standene.
Ovenikøbet får alle gæster på dagen deres eget glas fra det anerkendte firma Spiegelau, som smagninger og drinks kan nydes i.
Udsigten til forhåbentlig godt vejr og en vellykket endagsfestival er noget, der glæder arrangør af ‘Gin Festival Vintapperstræde’, Amy Scarbrough.
“Det handler utrolig meget om oplevelsen, og at man har tiden til at stå og nyde det.
Muligheden for at være udendørs på Vintapperstræde er god, da det er en mega-hyggelig gade,” fortæller Amy Scarbrough til MigogOdense.
Alt i alt har festivalen sørget for, at der vil være over 60 forskellige varianter af gin at vælge mellem, når der skal smages løs på den eksklusive drik.
Lækre omgivelser midt i byen
På dagen vil festivalen desuden i samarbejde med Fever Tree Danmark opføre en lille botanisk have, hvor folk i et lille loungeområde har muligheden for at nyde deres drink.
Her kan man også få et indblik i, hvilke ingredienser, der indgår, når en god gin/tonic skal laves.
Hos ‘Gin Festival Vintapperstræde’ har det været essentielt, at det er den fulde oplevelse, som gæsterne får.
“Vi har fokus på kvalitets-gin og botanikken i sammensætning med den rigtige tonic og god garniture, så det bliver en lækker helhedsoplevelse med nogle flotte glas,” fortæller Amy Scarbrough.
Live-musik skaber den gode stemning
Til festivalen har arrangøren også gjort sit for at skabe en munter stemning, da der i løbet af dagen vil blive spillet live-musik.
I løbet af få år har mange nye festivaler skudt op i Odense, men det ser man kun positivt hos gin-festivalen Vintapperstræde.
Her er man af den holdning, at det udelukkende er positivt, når gæster tager den gode oplevelse og grin med hjem.
“Odense har vist sig at kunne bære meget de seneste par år. De folk, der bor her, er jo levende mennesker, der gerne vil ud og opleve ting,” fortæller Amy Scarbrough.

Praktiske informationer til festivalen:
Prisen for en billet er på 379 kroner + gebyr.
På dagen eller i samkøb med billetten har man mulighed for at nyde 4 ekstra G&T for 100 kroner.
Hvad: Gin-festival
Hvor: Vintapperstræde
Hvornår: Lørdag den 8. juni fra 12:00 til 16:00
Du kan løbende følge med i nyheder og info til gin-festivalen her