Ny tv-serie på vej: DR leder efter sjove børn og unge

Hvis dit barn har en skuespiller i maven, så har DR nu en unik mulighed, I ikke må gå glip af.
DR leder nemlig efter børn og unge i alderen 10-17 år, som har humor, elsker at spille skuespil og drømmer om at være med i en helt ny tv-serie.
Det er en komedieserie, som skal handle om en sjov familie, og det er rollerne som børnene i familien, DR nu skal besætte.
Serien bliver optaget i og omkring Aarhus fra september 2026 til februar 2027.
Der er tale om cirka 20-50 optagedage afhængig af hvilken rolle, man har, skriver DR på hjemmesiden.
Det betyder også, at det kan blive nødvendigt at tage fri fra skole i forbindelse med optagelserne.
For at komme i betragtning skal ansøgere sende tre ting: En kort tekst, hvor de fortæller om sig selv, et naturligt foto og en video, hvor de præsenterer sig selv, deres familie, interesser eller det, de synes er sjovt og spændende.
DR inviterer til casting løbende, så man kan allerede nu sende sin ansøgning.
Der er sidste frist for indsendelse af ansøgning fredag den 10. april, og DR caster i april til juni.
Du kan læse mere og sende din ansøgning via DRs castingopslag på hjemmesiden.