Nye vejledninger: Rejserestriktioner lempes for flere feriemål

Af Emil Kjær Jørgensen

Nu er der godt nyt til alle, der drømmer om lækre sandstrande og masser af sol sydpå.

I dag , fredag den 14. maj, træder fase 3 af den gradvise genåbning for rejseaktiviteter i kraft, hvilket blandt andet betyder, at grænserne hæves for, hvornår lande og regioner kategoriseres som ”gule”.

Det medfører flere gule rejsemål, og at flere rejsende kan blive undtaget fra isolation efter indrejse i Danmark. Ligeledes afskaffes kravet om test forud for ombordstigning på fly fra gule lande og regioner.

Det skriver Udenrigsministeriet.

Det betyder, at en række regioner i Spanien og Portugal samt Malta nu skifter status fra orange til gul i Udenrigsministeriets rejsevejledninger for EU og Schengenlandene.

Her kan du rejse til

Fra lørdag den 15. maj kl. 16 gælder:

De spanske regioner, der nu betegnes som lavrisikoregioner er Asturien, De Baleariske Øer (Mallorca, Ibiza mv.), Ceuta, Extremadura, Galicien, Kanariske øer (Gran Canaria, Lanzarote, Tenerife m.fl.), Murcia og Valencia.

I Portugal drejer det sig om øgruppen Azorerne og øen Madeira i Atlanterhavet.

Du kan finde mere info her.