Vildt syn: Nyopdaget komet kan ses over Danmark
Nu har du chancen for at se en komet over Danmark – oven i købet en nyopdaget én af slagsen.
Det skriver EB.dk, der har talt med Anja C. Andersen, der er professor og astrofysiker på Niels Bohr instituttet ved Københavns Universitet.
Det drejer sig om kometen Nishimura, der blev opdaget af en japansk amatørastronom ved navn Hideo Nishimura i august.
Ifølge Anja C. Andersen er det ved solopgang og solnedgang i den kommende uge, at man kan få øje på kometen.
Man skal kigge efter en grønlig lysklat over horisonten.
“Hvis man har et godt syn, så kan man se den med det blotte øje.
Man kan godt fornemme, at det ikke er en stjerne, fordi den er lidt mere ulden i kanten end en stjerne ville være,” siger hun.
Fordi den ikke er særlig lysstærk, vil man nok have brug for en kikkert for at kunne se kometens hale.
“Man skal kigge i stjernebilledet Løven, hvis man skal få øje på den,” fortæller Anja C. Andersen.
Og hvis man ikke helt har styr på det med stjernebilleder, er der hjælp at hente fra diverse apps og på nettet.