Åbner fredag: Populært Street Food-sted Indtager Flakhaven midt i Odense

Af Michael Qureshi

Så er der gode nyheder til madglade odenseanere.

Andreas Mai fra Kaiseki og Andy Hu fra Umashi, udvider deres populære Street food koncept i Storms Pakhus og indtager nu den mest centrale plads i Odense.

Kaiseki Flakhaven vil have et nyt og spændende sortiment, med et par enkelte klassikere på menuen.

Sortimentet vil bl.a. blive udvidet til at inkludere Andreas’ populære Baos fra Arkaden Food Market tiden, samt BBQ Poke Bowls.

Andreas’ udtaler;

“Vi vil samle de bedste småretter fra Asien og tilbyde disse til forbigående gæster, som ønsker nemt og hurtig tilgængelig, men lækker mad.

Det nye sortiment gør også at vi ser bort fra Sushi i denne omgang, men fokuserer på vores Poke, Baos og lækre hjemmelavede snacks såsom Forårsruller, Tempurarejer og Kimchi, alt sammen hjemmelavet,” lyder det.

Nyt kapitel på Flakhaven

Det bliver faktisk meget tilgængeligt, da Kaiseki Flakhaven indtager den ikoniske udskænkning Pavillon som tidligere har tilhørt Bryggeriet Flakhaven.

“Vi ser frem til et nyt kapital for Bryggeriet Flakhaven, men også Rådhuspladsen.

Vi har flere spændende koncepter på vej, men ser bestemt frem til at udvikle på Flakhaven som i vores optik har mulighed for at blive en af Danmarks smukkeste rådhuspladser, med nem adgang til natur, og nu også nem adgang til lækker mad til at tage med,” siger restaurantchef Alberthe Friis.

Det er planen at Kaiseki Flakhaven allerede åbner på fredag d. 12. marts kl. 12 og vil i den anledning tilbyde 20% rabat på take away resten af ugen.