Odense-bar kommer med opråb: Disse gæster er ikke velkomne

Cocktailbaren Visit er ét af byens populære steder, hvis man er vild med lækre drinks.
Her er der plads til høj som lav og alle, der ønsker at hygge sig i godt selskab.
Men nu kommer baren alligevel med et opråb på sine sociale medier.
Og det er henvendt til en særlig type gæster.
“Alle er velkomne på visit
– så længe man opfører sig ordentligt.
Vi er stolte af at være et sted, hvor man kan hygge sig i trygge rammer – uanset hvem man er.
Det kan kun lade sig gøre takket være vores fantastiske personale, som netop er på arbejde for at hygge om alle vores dejlige gæster.
Derfor undrer det os også, når vi (heldigvis meget sjældent) oplever gæster, der ikke deler ønsket om en god og respektfuld stemning,” skriver folkene bag Visit og understreger, hvordan man ikke ønsker, at gæsterne opfører sig på Visit:
“Sexistiske kommentarer, truende adfærd og uønskede berøringer er IKKE en del af det at komme på visit.
Vores medarbejderes tryghed og arbejdsglæde betyder alt for os. Det er fundamentet for den trygge og hyggelige oplevelse, vi ønsker for alle.
Opfører du dig truende, sexistisk eller på anden måde ubehageligt over for personale eller andre gæster, er du ikke velkommen på visit.
Og til alle vores dejlige gæster, der hver dag møder os med venlighed og respekt: tak fordi I bidrager til at gøre visit et trygt og rart sted at være – for alle.”
Om opslaget fortæller ejer af Visit Rasmus Greve Christiansen til MigogOdense:
“Det er selvfølgelig et opslag, vi har lavet på baggrund af nogle konkrete episoder. Der er ikke sket et eller andet meget voldsomt, men vi har haft nogle episoder med gæster, der ikke har opført som ordentligt.
Og der har vi som sted behov for at sende et signal om, at vi bakker 100 procent op om vores ansatte. Uanset om man er kvinde eller mand, skal man både kunne gå på arbejde og gå i byen og være tryg.”
Han understreger også, at det er sjældent, at personalet på Visit har trælse oplevelser med gæster.
“Det siger måske også noget om, at vores personale er dygtig til at skabe en god stemning i baren. Og at vi er vant til at have søde og glade gæster. De er klart i overtal.
Men måske er det også derfor, at vi bliver så berørt af det, når det så en sjælden gang sker, at folk opfører sig dårligt, når de kommer på Visit,” siger Rasmus Greve Christiansen.
Visit ligger i Skt. Gertrudsstræde 5.