Flot hæder: Odense-bar nomineret til prestigefyldt pris
Bartenders Choice Awards kårer de bedste barer i Danmark.
Konkurrencen er oprindeligt svensk, men siden 2017 er der også blevet uddelt priser til de danske udskænkningssteder.
Bartenders Choice Awards består af en jury på mere end fem hundrede branchefolk og cocktail-entusiaster, hvilket gør juryen til den mest vidende af sin art.
Hvert år nominerer og stemmer juryens medlemmer på deres favoritter inden for syv kategorier, inden vinderne annonceres.
For første gang i showets historie er en fynsk cocktailbar nomineret i kategorien “Best Cocktailbar”.
Og det er odenseanske Visit i Skt. Gertruds Stræde, der løber med denne fornemme hæder.
Visit er nomineret sammen med 4 fantastiske cocktailbarer fra København, så de har brug for al den hjælp, de kan få, hvis trofæet skal til Fyn.
Og det er her, at fynboerne kan gøre den helt store forskel.
Frem til 30. januar kan man nemlig gå ind og stemme på Danmarks Bedste Cocktailbar – og hvis man er lidt lokalpatriotisk giver det jo masser af mening at sikre en stemme til Visit!