Vilde med byen: Stort, amerikansk magasin anbefaler Odense

Odense får endnu en flot international omtale.
Det skriver Odense Kommune på Facebook.
Det amerikanske magasin Forbes udnævner nemlig Odense som en af deres 5 must-visit destinationer i Skandinavien i 2024.
Det er Odenses store udvikling gennem de seneste år, der har skabt opmærksomhed i både ind- og udland – med adskillige presseomtaler, anbefalinger og rejseguides.
Og nu altså også hos Forbes.
Blandt Odenses mange muligheder fremhæver Forbes lydvandringen, Carl Nielsens Camino, der snor sig gennem Odenses historiske bymidte – og som i sommeren 2024 udvides til at gå tværs over Fyn.
Derudover nævner de Odenses stærke kulturhistorie som H.C. Andersens fødeby, hvor det nye H.C. Andersens Hus er et must-visit, når man rejser til Skandinavien.
Odense er gennem det seneste år også blevet omtalt i både New York Times, Vogue og 100 Most Loved – og nu altså også Forbes.