Nu går den ikke længere: Odense-café lukker og slukker
I to år har den lille hyggelige Café Ly serveret mad, kaffe og kager til gæsterne i Kongensgade.
Men om to uger så er det slut med Café Ly. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Ejeren bekræfter overfor avisen, at man drejer nøglen om som det ser ud lige nu.
Det eneste der kan redde caféen er, hvis en anden melder sig interesseret i at overtage driften.
Lige nu har Nordicals Odense den på sin side, hvor man kan leje lokalerne.
Kan åbne sin helt egen café
Man kan enten fortsætte som Café Ly eller komme med sit helt eget café-koncept.
“Caféen ligger i den nordlige del af Kongensgade med gode naboer, såsom Atama Sushi, Restaurant HOS, Café Kongensgade, Flammen og Goma. Nær lejemålet er parkeringspladser og letbanestop.
Lejemålet indeholder et stort lyst serveringsareal med højt til loftet og en herlig atmosfære,” skriver Nordicals.
“Nuværende ejer har etableret hyggelig udeserveringsplads i gågaden, alt sammen godkendt hos Odense Kommune,” oplyses der yderligere i opstillingen om lejemålet, som har en årlig leje på 198.000 kr.
Det er ikke mange dage siden, at vi her på MigogOdense kunne fortælle, at kaffebaren Fredo’s i Vintapperstræde er lukket øjeblikkeligt ned.