KÆMPE ja tak: Odense-firma klar med gourmet-skumfiduser

De fleste børn og barnlige sjæle elsker skumfiduser.
Men sjovt nok er Dan Hansen fra Odense ikke super vild med dem.
Eller det vil sige, at det var han ikke.
For nu er han begyndt at lave sine egne skumfiduser med firmaet The Marsh Factory.

“Jeg har aldrig selv brudt mig om skumfiduser, men jeg kan jo se, at man i udlandet er vilde med dem og spiser dem i et hav af udgaver.
Så det seneste år har jeg selv lavet gourmet-skumfiduser. Og nu er vi altså rykket herned,” siger Dan Hansen og henviser til Ærtefabrikken på Edisonsvej 22, der er et sted, hvor iværksættere kan starte ud med en fysisk adresse til deres virksomheder.
Sæsonbestemte smage
The Marsh Factory har åbent i den fysiske butik hver lørdag (dog ikke den kommende lørdag).
Men på grund af de begrænsede åbningstider opfordrer Dan Hansen til, at man får stillet sin skumfiduslyst i webshoppen her.
Som udgangspunkt er smagene på skumfiduserne sæsonbestemte.
Det betyder, at man lige nu kan få skumfiduser med smag af saltkaramel, kaffe, hvid chokolade/hindbær, melon, pistacie, kokos/chokolade, jordbær/cheesecake og stracciatella.
Til sommer kan man til gengæld forvente skumfiduser med blandt andet koldskåls-smag – og der arbejdes desuden på en skumfidus med smag af rødgrød med fløde.
“Man kan vælge at købe sine skumfiduser i poser med samme smag eller blande sine smage selv. Så det bliver en slags bland-selv-slik med skumfiduser,” siger Dan Hansen.
Se mere om The Marsh Factory her.
Følg The Marsh Factory på Facebook her.