Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

København og Aarhus må vige pladsen: Her giver Odense de andre baghjul

Af Michael Qureshi

Odense kan bryste sig af at være Danmarks bedste storby på turismeområdet denne sommer.

Med hele 215.996 overnatninger i løbet af højsæsonen og en vækst på 6,9 procent sammenlignet med sidste år, er Odense den storby i landet, der oplever den største turismefremgang.

Baghjul til andre storbyer som København og Aarhus.

Landsgennemsnittet ligger til sammenligning kun på 1 procent.

Ifølge Odense Kommune og Destination Fyn er succesen et resultat af flere års målrettede investeringer i byudvikling, kultur og strategisk markedsføring, som nu for alvor giver afkast.

“De flotte turismetal viser, at Odense er på landkortet for mange, både i Danmark og internationalt.

Vi skal være blandt Danmarks mest attraktive turistdestinationer og samtidig bidrage bæredygtigt til turismeøkonomien,” siger borgmester Peter Rahbæk Juel og tilføjer:

“Vi fortsætter det stærke arbejde med at udvikle byen som en levende og attraktiv destination året rundt.”

Flere turister end nogensinde også fra udlandet

Størstedelen af væksten kommer fra udenlandske gæster, der nu udgør 42,5 procent af alle overnatninger i byen.

Især interessen fra USA er eksploderet med en stigning på 43 procent siden sidste år og hele 353 procent siden 2019.

Også gæster fra Tyskland, Sverige, Holland og Norge ligger højt på listen.

Direktør for Destination Fyn, Tue Kempf, kalder udviklingen et resultat af samarbejde og langsigtet strategi:

“Odenses flotte vækst er et tydeligt resultat af en vedholdende indsats, hvor kommune, attraktioner, erhvervsliv og destinationsselskab arbejder tæt sammen.

Når Odense styrker sin position som storbydestination, løfter det hele Fyn som oplevelsesdestination,” siger han.

Kultur, byliv og international omtale trækker turisterne

Store kulturinvesteringer har været med til at gøre Odense til en must-see destination.

I 2025 alene har byen budt på mere end 60 events, og store attraktioner som H.C. Andersens Hus, Brandts, Danmarks Jernbanemuseum og HCA Festivals har trukket tusindvis af besøgende.

Samtidig har Odense fået massiv international omtale i medier som Forbes, The Independent, New York Times og Vogue, der alle fremhæver byen som et autentisk og eventyrligt alternativ til de klassiske storbydestinationer.

En by i konstant forandring

Byens store udviklingsprojekter har også spillet en central rolle.

Med Fra gade til by, letbanen og de kommende satsninger på Indre Havn og det gamle OUH har Odense forvandlet sig til en moderne, tilgængelig og grøn storby, hvor det er let for turister at bevæge sig rundt mellem byens attraktioner.

Samtidig investerer byen nu yderligere i sin historie – med 10 millioner kroner over de næste tre år til at udvikle og formidle den unikke vikingehistorie omkring UNESCO-ringborgen Nonnebakken.

Del artikel


Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.