Odense har vokseværk: Men husker vi at få sjælen med?

Jeg har brugt en stor del af mit arbejdsliv på at kigge bagud for at kunne skabe noget, der peger fremad.

I mange år var det de rå, historiske vægge på Brandts Klædefabrik, der dannede rammen om min hverdag. I dag er min tid delt mellem to vidt forskellige, men alligevel tæt forbundne verdener:

Odense Aafart, hvor vi værner om en 144 år gammel institution på vandet, og Rosé Festival Odense, som vi hvert år folder ud under de store trækroner i Ansgars Anlæg.

Ved første øjekast kan det virke som vidt forskellige ting – kulturhistorie, bådfart og en moderne folkefest i en park. Men for mig har de en helt afgørende fællesnævner: De handler om at puste liv i de steder, der allerede betyder noget for os som odenseanere. De handler om at bruge byens eksisterende sjæl som fundament for nye minder.

Odense gennemgår i disse år en forvandling, hvor det kan være svært at følge med. Vi transformerer os fra en stor provinsby til en moderne storby med nye bydele, arkitektoniske fyrtårne og en puls, der bliver hurtigere for hver dag.

Det er fantastisk, og det er et tegn på en by i sund vækst. Men midt i den konstante jagt på ”det næste store” – det næste prestigebyggeri eller den næste store overskrift – må vi ikke glemme de perler, vi allerede har. De steder, der har patina, og hvor historien sidder i træerne, i græsset eller i skroget på en turbåd.

De oversete skatte lige for næsen af os

Når man arbejder med oplevelser og byliv hver eneste dag, opdager man hurtigt en sandhed, som vi lokale ofte glemmer: Det, vi tager for givet i hverdagen, er ofte det, andre misunder os mest.

Jeg oplever tit gæster, der bliver oprigtigt overraskede over, hvor tæt naturen ligger på centrum. De ser på Munke Mose, å-stien og Ansgars Anlæg med friske øjne og ser en luksus, vi andre bare kalder ”vejen til arbejde”. Men jeg oplever også lokale odenseanere, der får øje på deres egen by igen, når de træder ud af deres vante rutiner.

Om det er når de ser byen fra vandet ombord på Aafarten og siger: ”Det havde jeg helt glemt, man ser det hele på en anden måde herfra” – eller når de til Rosé Festival genopdager, hvordan byens parker kan forvandle sig fra rolige grønne åndehuller til levende rammer om fællesskab og fest. Det er i de øjeblikke, det går op for mig, at en bys værdi ikke kun ligger i de nye kvadratmeter, vi opfører. Den ligger i de historier, vi fortæller hinanden.

Da byen holdt vejret

Under COVID19 skete der noget, som rørte mig dybt. Vi modtog beskeder fra odenseanere, der ikke bare spurgte til afgange, men som skrev, fordi de var oprigtigt bekymrede for, om Aafarten stadig ville være der på den anden side.

Det gik op for mig, at vi ikke bare driver en virksomhed.

Vi forvalter en del af byens kollektive hukommelse. Der sidder folk i dag, som blev friet til på de både. Folk, der husker deres bedsteforældres madpakker i Fruens Bøge. Hvis vi lader de ”gamle perler” støve til, fordi vi har fået øje på noget nyt og skinnende, så mister vi de ankre, der gør, at vi føler os hjemme.

En by, der kun jagter det næste store, risikerer at blive anonym. Men der er kun ét sted i verden, hvor man kan mærke præcis den stemning, vi har her langs åen.

Respekt for fortiden – mod til fremtiden

At værne om byens historiske steder betyder dog ikke, at vi skal pakke Odense ind i vat.

Tværtimod.

Aafarten skal være lige så relevant i dag, som den var i 1882. Det betyder, at vi skal turde udvikle os og invitere nye traditioner ind. Det er sådan, vi holder historien i live: Ved at bruge den, slide på den og gøre den til en del af det moderne liv.

Men vi skal gøre det med respekt. Hvis man ændrer for meget, risikerer man at miste det, folk elsker. Hvis man slet ikke udvikler sig, risikerer man at blive irrelevant. Den balancegang tror jeg er en af de vigtigste opgaver for alle os, der skaber oplevelser i Odense.