Odense i ørerne: Kom med til lyttefestival
For andet år i træk afholdes Danmarks eneste lyttefestival i Odense den 12.-14. august.
””Lytteoplevelser i O-town” opstod på baggrund af Corona pandemien, hvor vi måtte afstå fra fælles kulturelle oplevelser og samvær,” fortæller Kia Lundsgaard, der sammen med Morten Aagaard står bag festivalen.
De ejer sammen Radiodrama.dk, der producerer original radiodramatik med tilhørende undervisningsmaterialer.
”Det fantastiske ved lydfortællinger er, at man via sin telefon kan høre dem hvor og når som helst. Det var jo præcis det, vi manglede, da landet lukkede ned for alle indendørs oplevelser”, siger Morten Aagaard, og fortsætter:
”Vi oplevede selv, at når vi talte i telefon med hinanden, så delte vi lytteoplevelser, præcis som hvis vi havde været i teatret eller biografen, og så opstod ideen om en samlet lyttefestival, hvor mange mennesker kunne lytte samtidig, være udenfor og uden nødvendigvis at være tæt på hinanden.”
Mød op på Flakhaven
”Lytteoplevelser i O-town” er en tre dages festival med et program, der varierer fra guidede ture gennem audiowalks i Odenses gader, lyttesaloner i nogle af byens hyggelige cafeer og lytteoplevelser rundt om i byen, som man kan udforske på egen hånd.
Fredag aften kl. 19.00 er der premiere på audiowalken: Du vil altid høre min stemme, der er en gåtur i Odenses gader, hvor en stemme i øret, fortæller lytteren, hvor denne skal gå hen.
Byen opleves på en ny og sanselig måde. Man skal møde op foran Rådhuset ved Flakhaven, have en telefon med, der kan gå på nettet, samt et headset. Morten og Kia vil være til stede og sætte lytteoplevelsen i gang, ligesom det også er muligt at samtale med dem bagefter.
Lørdag d. 13. august er der et fuldt program, der begynder allerede kl. 11.00 i Bronx’ hyggelige lokaler på Middelfartvej. Vi skal sammen høre lydfortællingen Rystelsen, der er skabt af Rebecca Bech-Lauritsen for DR1.
Rystelsen er en sanselig lydfortælling, der tager os med ind i hovedet på Zenia Johnson, der efter at have pådraget sig en hjernerystelse, oplever verdens lyde helt anderledes.
Dagen igennem kan man i programmet, der ligger rundt om i byens gader, eller på hjemmesiden Radiodrama.dk læse om forskellige lytteoplevelser, der kan opleves på egen hånd.
Går man fx forbi Dats vinduer i Vindegade, vil man kunne finde en QR-kode på endnu en lydfortælling skabt særskilt til festivalen, der hedder: Til Havet.
Fortællingen er en lydcollage af billeder og tekst, der er inspireret af Henrik Ibsens skuespil: Fruen fra havet. ”Vandet på jorden er altid i bevægelse og er altid på vej mod at ændre tilstand fra damp til is og tilbage igen”, fortæller dramatiker Lise Jørgensen, der har skabt lydfortællingen.
Fortællingen kan høres alle steder, men for den fulde sanselige effekt, anbefales det at lytte i nærheden af vand, fx på en gåtur langs åen fra Munke Mose i retningen mod OUH.
Søndag afsluttes festivalen med to forestillinger. Klokken 10.30 er der fælles opstart ved Møntergården. Her bliver audiowalken Skygger i Odins by præsenteret.
Lydinstallation på biblioteket
Fortællingen, der blander fiktion og faktion fra vikingetiden, er skabt af Sans-1 og Odense Bys Museer og giver et anderledes indblik i Odenses historie.
Mellem klokken 13 og 14 spiller audiowalken Lilith i Sankt Knuds Kirke. Fortællingen handler om Lilith, der var Adams første kone, indtil hun blev smidt ud af paradis, og gud i stedet skabte Eva.
Nu mødes de tre igen og taler om valg, fravalg og det lykkelige liv. Mens man lytter, bliver man guidet rundt i kirkerummet. Til begge forestillinger om søndagen er det vigtigt at medbringe en telefon, der kan gå på nettet og et personligt headset.
I hele ugen op til festivalen, vil man på Biblioteket kunne opleve en lydinstallation, der hedder Fælles Skabet.Der står et skab med 16 låger. Man tager en låge ud, skanner QR-koden med sin telefon og høre den korte skæbnefortælling, der hører til det billede, der er påsat lågen.
”Vi havde en dejlig oplevelse til sidste års festival og har arbejdet hårdt på at få et godt festivalprogram i år. Det synes vi, vi er lykkes med. Vi er især stolte af de mange samarbejder med folk i lydbranchen og den velvillighed, der har været i byen, om at åbne deres døre for vores lyttesaloner” fortæller Kia Lundsgaard.
”Vi håber at se mange til fælles lytteoplevelser. Vores ambition er, at festivalen ikke kun er en tilbagevendende begivenhed, men at den vokser sig større,” slutter Morten Aagaard af.
”Lytteoplevelser i O-town” er arrangeret af Radiodrama.dk
Festivalen afholdes fra 12.-14. august
Alle arrangementer er gratis, dog skal der bestilles billet. Det gøres her.
Se mere om lytte-arrangementet her.