København får baghjul: Kæmpe medie giver Odense førsteplads i stor kåring
Et af Storbritanniens største medier, The Independent, har netop kastet lys på Danmarks smukkeste byer.
Her får Odense en fornem førsteplads, som byen man SKAL besøge.
Det mest eventyrlige og smukke sted i landet.
I en rejseartikel, der guider britiske turister rundt i Danmark, bliver Odense beskrevet som et decideret billedskønt og magisk rejsemål.
“Vil du have et kamerarulle fyldt med eventyrlige scener, så tag til Odense,” skriver mediet, der tydeligt har ladet sig forføre af H.C. Andersens fødeby.
Odense fremhæves som stedet, hvor fortid og nutid smelter sammen i charmerende brostensbelagte gader, velplejede haver og kulturelle oplevelser, der får fantasien til at blomstre.
Artiklen kan blive læst af millioner af mennesker både i Storbritannien og internationalt, og vil med sikkerhed give flere turister til byen.
Det vil samtidig betyde mange flere millioner kroner til oplevelsesøkonomien her i byen.
Aarhus er på en andenplads, mens Roskilde indtager tredjepladsen.
Skagen er på fjerdepladsen og først som nummer fem kommer København.
En by taget ud af et eventyr
Det britiske medie beskriver Odense som en by, der kunne være løftet direkte ud af et af H.C. Andersens eventyr.
Her kan man nemlig bogstaveligt talt træde ind i forfatterens magiske univers på det prisbelønnede museum H.C. Andersen Hus, hvor udstillinger med originale tegninger og noter møder sanseoplevelser og leg for børn.
Men byen er meget mere end sin verdensberømte forfatter.
Artiklen peger også på byens pulserende havneområde, hvor kunst og gastronomi går hånd i hånd. Nordatlantisk Hus rummer moderne kunstudstillinger fra hele Nordatlanten, mens madmarkedet Storms Pakhus frister med et væld af kulinariske oplevelser.
Et alternativ til storbyens travlhed
Odense roses desuden for at være en fredelig og prisvenlig kontrast til København.
Hvor hovedstaden tiltrækker med storbyliv og innovative grønne tiltag, peger artiklen på, at de mindre danske byer tilbyder variation, historie og ro.
Her står Odense i skarp konkurrence med blandt andet Aarhus, Ribe og Skagen – men løber ifølge mediet med sejren, når det kommer til ren skønhed og eventyrstemning.
International anerkendelse
Odense har i de seneste år oplevet en markant transformation og modernisering, samtidig med at byens historiske kerne er blevet bevaret og styrket.
Den britiske anerkendelse er endnu et bevis på, at Odense for alvor har markeret sig som en europæisk kulturby og en destination, der fortjener opmærksomhed langt ud over Danmarks grænser.