Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Vildt forårsprogram i vente: Odense Teater genåbner med et brag

Af Stine Kjølby Christensen

Kort før jul blev kulturlivet lukket ned, og det betød også, at Odense Teater ikke kunne spille den populære og anmelderroste juleforestilling, Jul på Slottet, færdig.

Siden da har Odense Teater forberedt sig på de kommende forestillinger, og nu er der givet grønt lys til et forårsprogram med oplevelser for alle.

Musikteater med Laser og Pjalter

Allerede den 3. februar er der premiere på Store Scene med et brag af en forestilling. ”Laser og Pjalter” er en energisk, sanselig og satirisk fortælling om kærlighed og korruption, hvor storforbryderen og kvindebedåreren Macheath hærger, brænder og myrder. Med sig har han sin bande af tyve, prostituerede og hælere.

Da Macheath i al hemmelighed gifter sig med den smukke Polly Peachum, lægger han sig ud med Pollys forældre, som kontrollerer byens enorme tiggerring.

Bertolt Brechts og Kurt Weills udødelige Laser og Pjalter eller ”Tiggeroperaen”, som den også hedder, byder på nogle af komponisten Kurt Weills mest berømte sange som Mac the Knife og Sørøver Jennys sang.

Laser og Pjalter – 3. februar – 10. marts.

Ny komedie om Odense og Thomas B. Thriges Gade

Senere på foråret skal der grines i stor stil, når Odense Teater har premiere på en hel nyskrevet komedie om Thomas B. Thriges Gade.

Titlen er ”Vi bygger en vej”, og historien begynder for mange år siden på Odense Rådhus, hvor Odenses politikere har fået en idé – Odense skal være en storby!

Og alle ved, at en firesporet vej lige gennem bymidten er den helt rigtige måde at fremtidssikre Odense på. Ikke flere køer og ikke flere problemer med trafikken mellem by og industri. Odense skal ikke stå tilbage for de amerikanske byer.

Det bliver en sjov historie om, hvordan vi mennesker gang på gang forsøger at kigge ind i fremtiden og forudsige, hvad der vil ske. Med større eller mindre held.

Alle borgmestrene fra Vilhelm Werner og frem til Peter Rahbæk spiller en rolle, og forestillingen er perfekt til alle, som kan huske gaden og debatten, har en holdning til lukningen og letbanen – eller som bare trænger til at grine!

Vi bygger en vej.

Romantik i Kongens Have

Romeo og Julie – så bliver det ikke mere romantisk! Det skulle da lige være, hvis det var en udendørsforestilling i Kongens Have omgivet af de store træer og Odense Slot – og hvis der var mulighed for tilkøb af en lækker picnickurv.

Og det er der faktisk.

Odense Teater rykker uden for og ind i Kongens Have med en stor og flot opsætning af Shakespeares berømte klassiker. I Veronas varme sommer sniger den unge Romeo sig med til fest hos familien Capulet. Han møder Julie Capulet, og det slår straks gnister imellem dem.

Men Romeos familie har en gammel konflikt med familien Capulet. Og Julie er i risiko for at blive forlovet med en anden. Så Romeo og Julie beslutter sig for at gifte sig hurtigt og hemmeligt. Når de først er gift, kan deres familier ikke forbyde deres kærlighed.

Ægtepar, kærester, gode venner og alle andre kan godt glæde sig til at opleve Shakespeares udødelige mesterværk i Kongens Have i en helt ny version bearbejdet af Martin Lyngbo.

Romeo & Julie – 21. maj til 15. juni.

Ny dramatisk og klassisk græsk tragedie

Endelig betyder foråret også på to forestillinger, som er skrevet meget langt fra hinanden. På Værkstedsscenen kan unge og voksne se frem til ”Maria” – et nyt stykke dramatik om 18-årige Maria, som er gravid og single.

Hun søger efter en person, som kan være til stede ved fødslen af hendes barn, men ingen af hendes nærmeste vil hjælpe, og Maria oplever paradoksalt nok større nærhedsfølelse fra sine kunder i det chatroom, hvor hun får arbejde.

En tankevækkende forestilling, som sætter fokus på, at vi kan dele informationer og være tæt på hinanden over utrolige afstande som aldrig før, men samtidig har vi aldrig har været mere alene.

Maria – 3. marts – 29. marts.

Fra nyskrevet til klassisk – fra Værkstedet til Odeon. Her spiller Elektra, som er det klassiske græske hævndrama om opgøret mellem en mor og hendes datter. Det eviggyldige spørgsmål er, om hævnen kan have for høj en pris?

Hævnen har ulmet i Elektra, siden hendes far blev myrdet. Han fik halsen skåret over, netop som han var vendt sejrrig hjem efter mange års krig. Det blodige mord blev ikke begået af fjendtlige tropper eller røvere. Det var nemlig Elektras egen mor og hendes elsker, der dræbte ham, og Elektra har ikke været den samme siden.

Oplev dramaet på tætteste hold, når Elektra får premiere.

Elektra – 17. marts – 11. april.

Del artikel

Andre læser også