Odense Teater med fedt tiltag: Lancerer helt ny rabatordning
Det er noget af et program, som Odense Teater har lagt for den nye sæson.
Det største problem bliver vist at vælge imellem de mange fantastiske forestillinger.
Sæsonen byder på en danmarkspremiere på Broadway-musicalen Bonnie & Clyde, Charles Dickens’ vidunderlige Et juleeventyr i en ny og flot opsætning samt en helt ny dramatisering af Hella Joofs elskede og storsælgende bog Papmaché-reglen.
Og det er bare nogle af tilbuddene. Der er også familieforestillingen Momo & Tidstyvene, hverdagskomedien Karens Kommode og et væld af gæstespil – f.eks. to opsætninger fra Det Kongelige Teater og Platt-form-showet ”Er vi gået for langt?” med Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby.
Alle forestillinger er i løssalg fra i dag 1. juni, så du kan sikre dig en billet med det samme.
Heldigvis er der hjælp at hente, hvis man bare ikke kan vælge.
Odense Teater har nemlig lanceret Teaterrabatten, som er målrettet dig, som gerne vil mere i teatret, men ikke kan planlægge dit besøg flere måneder i forvejen.
For 185 kroner kan du blive medlem af Teaterrabatten og få 25% rabat pr. billet på fem forestillinger – både teatrets egenproduktioner og gæstespil.
Vil du have manden, veninden eller kollegaen med, kan du købe et medlemskab for 2 personer for 370 kroner.
Konceptet minder lidt om Biografklub Danmark, som flere læsere sikkert kender til.
Der er dog større valgfrihed på Odense Teater, for her vælger du frit mellem alle forestillinger i hele sæson 23/24.
Du behøver ikke købe dine fem billetter med det samme – eller ”på en gang” – men kan sprede dine køb ud over hele sæsonen.
Læs mere om de mange forestillinger, forsalget og Teaterrabatten på Odense Teaters hjemmeside.