Er du den heldige?: Odenseaner blev lottemillionær i går

2024 sluttede med et brag for otte heldige danskere, da årets sidste Lotto trækning lørdag aften satte gang i millionregnen. En af de otte danskere, der kan hoppe ind i det nye år som spritny millionærer bor i Odense.
Danske Spil mangler stadig at høre fra vinderen. Det skriver de i en pressemeddelelse.
Nytåret nærmer sig, og for otte heldige danskere er der ekstra meget at fejre, når champagnepropperne springer. For én af de otte heldige danskere bliver 2025 skudt i gang med et brag, der overgår alt, hvad raketter og kransekage kan matche. En Lotto kupon med de syv vindertal har nemlig udløst en svimlende gevinst på 8 millioner kroner.
Som altid gik der også to gange 1.000.000 kroner til vinderne af Millionærchancen. De to millionærer findes hver lørdag ved lodtrækning blandt samtlige af ugens spillede rækker – uanset om der er gevinst på rækken.
Derudover var der fem heldige vindere af den månedlige trækning med navnet Super Millionærchancen, hvor samtlige spillede Lotto rækker fra måneden, er med i lodtrækningen.
En af dem var en heldig kunde fra Odense Kommune, som spillede med via PLUS-abonnement. Kunden vandt yderligere 70 kr.
”Det er en fornøjelse at dele gevinster ud til heldige danskere, og vi bliver i Danske Spil glade hver eneste gang, der bliver vundet en gevinst – eller mange – i vores lotterier. Også selvom det sker hver evig eneste uge,” siger Malene Mølgaard, som er adm. direktør i Danske Lotteri Spil, som står bag Lotto.
Danske Spil ønsker dem alle et stort tillykke.