Clement Kjersgaard er ordstyrer: Odenses fremtid til debat

Hvis der er noget, der interesserer folk fra Odense, er det, hvordan deres by udvikler sig.
Uanset om det handler om byggeri, vejanlæg eller alt det grønne, der omgiver os – eller den grønne levevis, som betyder meget for prioriteringen af de tre forskellige dele.
Derfor inviterer bymuseet TID til tre talks, som sætter fokus på hver sin form for udvikling, nemlig:
Hvad skal Odense blive til?
Hvad skal Odense være kendt for?
Og: Kan Odense både være grøn og rig.
Tv-vært Clement Kjersgaard er ordstyrer ved hvert af de tre fyraftensmøder, der finder sted mellem 16.30 og 18.30, og han skal nok få sat gang i samtalen mellem de forskellige debattører.
Både museets egne eksperter og gæster udefra vil give deres bud på, hvad svaret på de indledende spørgsmål kan være, og frem for alt forventer udviklingschef på TID, Mette Stauersbøl Mogensen, at det bliver nogle inspirerende samtaler.

”Odense har over de sidste år været igennem mange store transformationer, og det påvirker os alle i byen.
Nu står byen over for at skulle træffe nye store valg om byens fremtid, og de valg håber vi, at vi med debatterne kan være med til at give et nyt bud og perspektiv på”, siger Mette Stauersbøl Mogensen.
Hele seks forskellige eksperter fra museet kommer med deres bud på, hvordan byens historiske afsæt kan være med til at sætte en ny retning for fremtiden, mens tre eksperter fra forskellige brancher og erfaringer kommer med deres bud på en retning.
Herefter inviterer Clement Kjersgaard både publikum og panel til at debattere spørgsmålene, mens han leder og samler debatten.
De tre Fyraftenstalks finder sted på TID – Museum for Odense, Møntestræde 1, Odense C. den 3., 4. og 5. februar 2025 – hver gang fra 16.30-18.30.
Mandag den 3. februar fra 16.30-18.30: Hvad skal Odense blive til?
Clement Kjersgaard udfordrer de tre debattører: Museumsinspektørerne Camilla Schjerning og Peder Dam fra Museum Odense, der har forsket i hhv. middelalder og geografisk udvikling mellem land og by, og Susanne Renée Grunkin, der er arkitekt og medlem af Odense Arkitektråd.
Tirsdag den 4. februar fra 16.30-18.30: Hvad skal Odense være kendt for?
Clement Kjersgaard udfordrer de tre debattører: Udviklingscheferne Mads Runge og Mette Stauersbøl Mogensen, Museum Odense, der repræsenterer hhv. H.C. Andersens Hus og TID – Museum for Odense, og PR-ekspert Christian Have, der har et godt kendskab til Odense.
Onsdag den 5. februar fra 16.30-18.30: Kan Odense både være grøn og rig?
Clement Kjersgaard udfordrer de tre debattører: Museum Odenses direktør Henrik Harnow, der har en fortid som industrihistoriker, museumsinspektør Sissel Bjerrum Fossat, som forsker i ”Den sorte omstilling”, og bæredygtighedsrådgiver Flemming Bridal Rasmussen, der tidligere var bæredygtighedsleder på SDU.
En talk koster 80 kroner pr. person – alle tre talks koster 200 kroner.
Billetter til de tre forskellige talks med Clement Kjersgaard kan købes her.