Smuk markering: Klokken 12 ringer Odenses kirkeklokker i et kvarter

Når klokken slår 12.00 i dag mandag den 5. maj, kan du høre noget ganske særligt.
Kirker over hele landet ringer nemlig med klokkerne i et kvarter for at markere 80-året for Danmarks befrielse efter Anden Verdenskrig.
Det er kirkeminister Morten Dahlin og folkekirkens biskopper, der opfordrer til at lade kirkeklokkerne ringe i landets mere end 2000 kirker. For kirken havde en særlig betydning under Anden Verdenskrig, siger ministeren.
Læs også: WOW: Historisk ejendom midt i Odense solgt “Kirkerne var under besættelsen et frirum, et sted hvor man kunne søge håb og trøst, selv i de mørkeste tider,” siger kirkeminister Morten Dahlin i en pressemeddelelse.
Mere end 2000 kirker over hele landet ringer med klokkerne i tidsrummet.
Noget helt særligt
Den nationale klokkeringning skal ske kl. 12.00 og slutte kl. 12.15.
“Vi lever i en tid, hvor der er brug for håb og samhørighed. Hvor vi minder hinanden om, at selv i svære situationer er der muligheder for at komme styrket ud på den anden side,” siger Morten Dahlin.
På befrielsesdagen 5. maj 1945 ringede landets kirkeklokker om morgenen for at markere krigens afslutning.
Besættelsen, der havde varet siden 9. april 1940, sluttede, da de tyske tropper overgav sig om aftenen 4. maj 1945.