Odenses nye store gadefest: Natklubkonger er kommet på plakaten
De seneste tre år har vi været vant til Karrusel, som har været Odenses svar på Distortion.
Sidste år trak gadefesterne over 25.000 deltagere. Men tidligere på året opsagde Odense Kommune samarbejdet med folkene bag Karrusel, og i år hedder det så Generator.
Gadefesterne finder sted torsdag den 6/9 til lørdag den 8/9.
Man behøver heldigvis ikke at bekymre sig over, hvorvidt niveauet på kunstnerne bliver højt. Senest har Generator afsløret kongerne af den danske natklubscene TooManyLeftHands som et af hovednavnene.
De er i forvejen på Tour i landet med TooManyLeftHands & Friends i samarbejde med Royal Unibrew. Her plejer de som regel at hive nogle vilde navne med på scenen, som i den grad får gadefesten op på kogepunktet.
Derudover har Generator meldt stærke navne som Kongsted, Benal, Faustix, Nonsens, Pelle Peter Jensen og Alexander Oscar som en del af det sprøde line-up.
Lokale folk bag den nye gadefest
Studerende og andre festglade odenseanere får også de kommende år mulighed for at deltage i en stor tredages studiestartsfest på Odenses gader, men de næste studiestartsfester vil få en stærkere lokal forankring end hidtil set.
Odense Kommune har indgået en aftale med foreningen We Celebrate Odense. Foreningen er stiftet af Studenterhuset, Posten, Ungdomshuset og Warehouse Festival, og stifterne har bred erfaring med at arrangere store events.
Det var et enigt Økonomiudvalg, der har peget på We Celebrate Odense.
“Studiestartsfesten er en vigtig festival i en stor studieby som Odense, og derfor er jeg meget glad for, at vi nu har indgået en aftale med en arrangør, der har stor erfaring med events, og som samtidig sikrer en solid forankring i Odenses kreative miljøer.
Jeg er overbevist om, at de vil skabe en fantastisk velkomst for de studerende og vil sikre en større synlighed året rundt,” sagde Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel ved præsentationen.
Vil skabe en kæmpe fest i Odense
Foreningen bag den nye studiestartsfest får et tilskud på 1,5 mio. kr. i 2018 faldende til 1,4 mio. kr. i 2020, og en sponsoraftale på 200.000 kr. årligt fra 2018 til 2020.
“Vi er stolte over at få opgaven med at skabe studiestartsfesten i Odense. Vi glæder os til at skabe en kæmpe fest for byens studerende og sætte vores markante præg på byen den første weekend i september.
Festen hedder Generator, fordi arrangører, græsrødder og studerende sammen vil generere fest, fællesskab og kreativitet,” siger Anja Følleslev, formand i We Celebrate Odense.