ODEON præsenterer: Dobbeltkoncert med nationalskjalden

Skrevet af: Morten Hopballe

Haveje, Strengelegen, De smukke unge mennesker, Sirenesangen, Køb bananer, Jutlandia, Susan Himmelblå, Midt om natten, Kvinde min og Langebro. Så ved du nok, hvem det handler om.

Og 71-årige Kim Larsen er bedre end nogensinde. Det er igen og igen reaktionerne, når nationalskjalden giver koncerter – senest i Den Fynske Landsby og på årets Tinderbox. Og nu kan Larsen-fans glæde sig til at opleve statsgaranteret hitparade i ODEON.

Odenses nye kulturhus har i dag offentliggjort, at de sammen med Culture-Club.dk kan præsentere Kim Larsen & Kjukken i et dobbeltarrangement fredag og lørdag 23. og 24. februar.

Billetsalget til de to koncerter med Kim Larsen begynder torsdag 31. august kl. 10.00, og vurderet ud fra Larsens seneste koncerter har vi fra MigogOdense et enkelt godt råd: Vær klar ved tasterne, når billetterne sættes til salg, hvis du vil nå at sikre dig en billet. Der bliver helt sikkert rift om at høre nationalskjalden i ODEON.