Opkøbt af gigant: Nu vil de genåbne Domino’s butikkerne i Danmark

Den 2. marts gik selskabet bag Domino’s konkurs i Danmark.
Det berørte helt konkret blandt andet to Domino’s butikker i Odense.
Siden har der været stille på den front, men onsdag kom det frem, at den australske gigant Domino’s Pizza Enterprises har opkøbt kædens aktiver i Danmark.
I forvejen driver den australske franchise-del 2400 Domino’s i Australien og rundt omkring i verden.
Planen er, at den nye ejer hyrer et dansk franchise-firma til at genåbne kædens butikker i hele landet. Dermed også i Odense. Men det er endnu ikke bekræftet.
“Vi håber, at det bliver 24 butikker, de driver videre. Det afhænger af udlejerne af lokalerne,” siger kurator Morten Hans Jakobsen til B.T.
Stolte af glade smileys i Odense
Det var først i 2018, at Domino’s åbnede i Odense.
Blot få dage før konkursen skrev, Domino’s om glade smileys i deres to butikker i Odense.
Det stod ellers i kontrast til den voldsomme mediestorm kædens danske butikker har været havnet i.
Domino’s var i voldsomt uvejr i en længere periode grundet flere kritiske udsendelser på TV 2 samt afsløringer omkring deres madhygiejne.
Ekstra Bladet og TV2-programmet ‘Operation X’ havde haft fokus på gentagne brud på fødevarelovgivningen.
I september beskrev Ekstra Bladet eksempelvis, hvordan der ifølge Københavns Kommunes rottefænger samt Fødevarestyrelsen blev langet pizzaer over disken i butikken på Vesterbrogade i København, selv om rotter havde overskidt butikken.
Nu får de nye ejere en gigantisk opgave med at få skabt nye positive vinde omkring pizza-brandet, men bedømt på det sidste halve år, så kan det faktisk kun gå fremad.