Oplev drabelige dueller: Middelalderdage i Tusindårsskoven
Glem alt om mobiltelefoner og andet moderne isenkram.
Fra 1. til 5. august omdannes Tusindårsskoven nemlig til en helt anden tidszone, end den vi er vant til. Her kan du rejse tilbage i tiden til den mørke middelalder, som måske ikke var så mørk endda, selvom smartphonen ikke var opfundet.
Det sker, når Odense Middelalderdage vækker fortiden til live med ridderkampe, gøgl og musik.
Udklædte statister søger for den helt rette stemning, og som besøgende vil du opleve kampklare riddere, møde skønjomfruer i nød, høre lyden af skindtrommer og fløjtespil og meget andet.
Ridderkamp og sværddueller
Programmet byder blandt andet på ridderkampe og sværddueller på turneringsbanen, gøgleri ved kroen og musik med Almune.
Sidstnævnte spiller på historiske instrumenter som drejelire, nøgleharpe, fløjter og trommer. Der vil også dufte af herlig middelaldermad i hele skoven i form af blandt andet helstegt pattegris og frisk fisk på spyd.
De mange middelalderaktiviteter foregår ved et stort anlagt middelaldermarked med handelsboder, hvor man kan finde alverdens varer fra middelalderen.
Også plads til vikinger
Trods navnet, så vil publikum ved Odense Middelalderdage også møde drabelige vikinger og se dem kæmpe i forskellige vikingedyste.
Det skyldes, at den europæiske middelalder begyndte lidt tidligere end den danske middelalder. Tidsmæssig spænder dagene i Tusindårsskoven derfor over vikingetiden (år 796-1066) og frem til reformationen i 1536, hvor middelalderen sluttede og blev afløst af renæssancen.
Odense Middelalderdage afholdes de første fem dage i august, og du kan købe billet her.