Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Verdenspremiere: Oplev kendt komedie under åben himmel for første gang nogensinde

Af Christina Frederiksen
Hele truppen på scenen i et medrivende dansenummer. Foto: Marina Zibart
Hele truppen på scenen i et medrivende dansenummer. Foto: Marina Zibart

Når årets udgave af Frøbjerg Festspil får premiere 7. august, bliver det med en vaskeægte verdenspremiere.

Det er nemlig første gang nogensinde, at musicalen The Wedding Singer opføres under åben himmel.

Og det er altså lige præcis, hvad der kommer til at ske på Fyns højeste punkt, Frøbjerg Bavnehøj.

Instruktør og kunstnerisk leder Carsten Friis kan næsten ikke vente med at vise årets festspil frem for publikum.

“Årets forestilling er fyldt med virkelig god musik. Det bliver simpelthen så fedt, og folk kan i dén grad forvente en fest. Fra første sekund vi går i gang, vil der være gang i den,” siger Carsten Friis.

Carsten Friis er her igang med at instruere en barscene – hvor det er vigtigt at drinks’ne får det helt rigtig “swung”. Foto: Marina Zibart

De fleste kender filmen The Wedding Singer med Adam Sandler og Drew Barrymore i hovedrollerne, men den har faktisk også mange år på bagen som musical på verdens største scener.

Man har kunnet opleve den på både New Yorks Broadway og i Londons West End, men det er altså første gang, at den kan ses under åben himmel som friluftspil.

“Samhørigheden udendørs er markant anderledes, og det gør en kæmpe stor forskel, at man ikke sidder i et lukket rum,” siger Carsten Friis.

Han har mange års erfaring som instruktør – blandt andet fra Rottefælde Revyen i Svendborg – og han glæder sig især over, at et friluftspil kan trække et andet publikum til de skrå brædder, end scenekunst normalt gør.

“Det er lidt som at sidde i en forhave, og den stemning gør også, at vores publikum som regel er dem, der ellers ikke plejer at gå i teatret.

Det er fantastisk at se gæsterne, når de kommer gående side om side op ad højen inden forestillingen. Folk når simpelthen at blive i så godt humør på vejen op – også de mænd, hvor man fornemmer, at de måske hellere ville sidde der hjemme og se en fodboldkamp,” siger Carsten Friis og griner.

En kæmpe stor idiot

Hovedrollerne som henholdsvis Robbie Hart (The Wedding Singer) og Julia spilles af Albert Malmose og Monika Miftaraj.

Julias kæreste, Glenn, spilles af Lasse Krintel, der har været en del af Frøbjerg Festspil i mange sæsoner. Og faktisk er han gået hen og blevet lidt af et kendt ansigt.

Det er nemlig ham, der hver jul spiller Zoofus i Odense ZOO’s julekalender om nisserne Zoofus og Zoofie.

“Det er både børn og deres mødre, der mener, at det er “Zoofus”, der står på scenen,” siger Lasse Krintel.

Men selvom folk kender ham for en sød rolle i ZOO, så er hans rolle i The Wedding Singer knapt så elskelig.

“Jeg er forlovet med Julia, som Robbie bliver forelsket i. Og Glenn, som jeg spiller, er altså bare en kæmpe stor idiot,” siger Lasse Krintel og griner.

Her Lasse omgivet af hele truppen – fra en af stykkets mange imponerende dansescener. Foto: Marina Zibart

Filmen The Wedding Singer udkom i 1998 og blev et kæmpe hit i alverdens biografer. I 2006 blev den så opført som musical første gang, og Carsten Friis, der har set mange musical-manuskripter i sin tid, var ikke i tvivl om kvaliteten, da han læste manuskriptet til The Wedding Singer første gang.

“Det er et manuskript, der sidder lige i skabet. Ofte går det galt, når man skal lave en film om til en musical, fordi man glemmer, at man for eksempel ikke har en otte sekunders sekvens med et nærbillede til rådighed på en teaterscene.

I teatret skal alt være større.

Men her er det lykkedes at lave et manuskript, der virkelig fungerer godt scenisk,” siger Carsten Friis.

The Wedding Singer har premiere hos Frøbjerg Festspil 7. august og spiller frem til 23. august.

Skynd dig at sikre din billet her.

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.